En ny kano-kajak portal er født
IPaddle – er navnet på danske kano- og kajakroeres nye portal.
Portalen erstatter her i trin 1 “Klubadministration”, et IT-system, som DKF, klubber, instruktører og roere, hidtil har benyttet til administration af IPP-licenser og magasin-abonnementer. I trin 2, som vi forventer er i luften omkring nytår, vil portalen også give klubber og roere adgang til at købe kurser og kano-kajakoplevelser. Som roer kan du gå ind på “min side” og se dit IPP niveau, du kan framelde Kano & Kajak Magasinet, tilmelde dig DKF’s elektroniske nyhedsbrev og ændre dine personlige data.
Basis i begyndelsen
Fremfor at starte ud med en stor portal, der kan alt muligt, så er det tanken med IPaddle at udvikle den i små bidder efter de økonomiske muligheder og brugernes behov. Den første del, der nu går i luften er finansieret fra overskuddet efter worldcuppen i 2015.
Bygger på MemberLink og rokort.dk
IPaddle er bygget over foreningssystemet MemberLink, hvor klubben i ét system kan administrere hjemmeside, medlemsstyring, regnskab, booking, nyhedsbreve, kalender, opkrævning til kontingent og sommerfest, rostatistik og meget mere. Det betyder, at hvis klubben bruger MemberLink, så skal der bare oprettes en synkronisering til IPaddle, og så vil man fremover undgå alle former for dobbeltadministration.
Sådan kommer du ind på IPaddle:
Hvis du vil ind og se din profil, skal du logge på med dit IPP nummer, som består af din fødselsdato plus de to første bogstaver af dit fornavn plus de to første bogstaver af dit efternavn. Hedder du f.eks. Peter Fiktiv og er født den 20. august 1975, er dit IPP nummer 200875PEFI.
Dit password er din fødselsdato – i dette tilfælde 20-08-1975.
Når du logger på, kan du se dine licensdetaljer, rette din adresse, email og telefonnummer og til- eller af-melde modtagelse af vores blad. Det er en god ide at logge på og checke, om vi har de korrekte oplysninger på dig.
Specielt til Formænd
Som formand er du på forhånd udnævnt til at være klubadministrator. Det betyder, at det er dig som kan tildele licenser og oprette nye modtagere af vores blad. Men allervigtigst er det, at du kan tildele andre medlemmer af din klub, f.eks. dine bestyrelses kolleger, idrætslederen, rettigheder til også at kunne administrere dine klubmedlemmer.
Hvis du er formand skal du også logge ind med dit IPP nummer MEN du skal bede systemet om at sende dig et nyt password. Det gør du ved at indtaste dit IPP nummer og klikke på “Glemt Adgangskode?” – så sender vi et nyt til din email adresse.
Du kan læse mere om Ipaddle og se vores simple instruktions videoer ved at klikke på linket her.
Hjælp den nye portal på vej
Opdager du fejl eller har du ønsker til næste portalversion, kan du benytte skemaet her. LINK
Det er helt efter planen, at portalen ikke kan alt endnu – vi udvikler der, hvor behovet er størst og bruger dine input til at sætte den rette kurs. Input er en vigtig del til at nå rigtigt i mål, så vi takker for dine.
Du kan også kontakte teknologi – og sports administrator, Kristian Nielsen, kni@kano-kajak.dk