U-EM kajak: Danmark gik medalje-amok i Italien med fire guld og tre bronze
De danske kajaktalenter risikerer at skulle betale overvægt i flyveren hjem fra Italien, for efter guld og bronze lørdag, gik de unge talenter nærmest medalje-amok søndag og høstede yderligere fem medaljer, tre af guld og to af bronze ved U-EM i kajak.
- Det var klart over vores forventning og meget overraskende, men også glædeligt, så det bliver en god tur hjem til Danmark, lød det på vej mod lufthavnen fra Dansk Kano og Kajak Forbunds U-landstræner og talentchef, Finn Pape.
Søndagens største triumfator var familien Knudsen. Lørdag skrev Rasmus Knudsen, som repræsenterer Lyngby Kanoklub, sig ind i europæisk kajakhistorie, som den første tredobbelte mester i juniorernes 1.000 meter enerkajak. Søndag fulgte han så op ved også at vinde guldet på den halve distance i ny europæisk rekordtid, og kort efter gik storesøster og U23-roer Pernille Knudsen på vandet for Maribo Kajakklub i sin enerkajak og tog guldet over 500 meter.
Så vidt vides, er det første gang, et dansk søskendepar tager EM-guld ved samme mesterskabsstævne.
Søndagens tredje guld gik nærmest sensationelt til debutanterne Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub og Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub i juniorernes toerkajak over 500 meter. Pigerne er kun U16, men imponerede allerede i indledende heat at vinde og gå direkte i finalen. Finalen blev en tæt kamp med især de tjekkiske piger om fordelingen af guld og sølv, men det blev Katrine og Sarah, der trak guldstrået og vandt med en bådspids.
De to bronzemedaljer faldt også over 500 meter og gik til U23-pigerne med de olympiske satsningsroere Pernille Knudsen, Line Langelund, Silkeborg Kajakklub, Julie Frølund Funch, Vallensbæk KKC og Bolette Nyvang, Hellerup Kajakklub.
Ud over bronze i firerkajakken blev det til bronze for Line Langelund og Bolette Nyvang i toerkajak -samme karat, som juniorroeren Helene Fabrin-Brasted fra Vallensbæk KKC høstede i 1.000 meter enerkajak, lørdag.
I alt var Danmark med i 16 EM-finaler og en B-finale ud af 19 mulige, og hos juniorerne blev Danmark næstbedste nation efter Hviderusland ud af de 33, som var med.
- Når man i Dansk Kano og Kajak Forbund arbejder målrettet med udvikling af elitetalenter i alle bådtyper frem mod en karriere på seniorlandsholdet, så var meget positivt, at vi fik medaljer i både enerkajak, toerkajak og firerkajak samtidig med, at medaljerne var fordelt på begge årgange og begge køn. Desuden fik vi flere fjerdepladser og femtepladser, som også var positivt i det samlede billede, sagde Finn Pape, der efter hjemkomsten skal evaluere på EM sammen med sit trænerteam og forbund, inden det om en lille måned går løs ved VM.
- Ovenpå det flotte EM siger det næsten sig selv, at mange af roerne vil få genvalg til VM, sagde han.
Citater fra Finn Pape om søndagens medaljetagere:
Katrine Jensen og Sara Milthers, EM-guld
- Selv om de kun er U16, så blev de udtaget til U18 efter vores danske iagttagelsesstævner, hvor de præsterede på højt niveau. Det niveau levede de op til i Italien, hvor de håndterede den internationale konkurrencesituation rigtig godt og eksekvererede en flot finale. Efter det indledende heat, som de vandt, havde vi forventning om, at de måske kunne blande sig helt fremme, men EM-guldet var både overraskende og sensationelt.
Rasmus Knudsen, EM-guld
- En fantastisk og suveræn præstation i en finale, hvor han fik en god start og satte serberen på de sidste 200 meter til en stensikker sejr.
Pernille Knudsen, EM-guld
- Pernille leverede en kæmpe, positiv overraskelse, for hun måtte over semifinalen for at kvalificere sig til finalen. Jeg tænkte, hvad sker der lige der, da hun med en imponerede slutspurt på de sidste 200 meter roede forbi konkurrenterne. Nu fik Pernille så det guld i U23, det ikke lykkedes for hende i juniorrækken, så det var superpositivt for hende og for hele holdet.
Pernille Knudsen/Line Langelund/Julie Frølund Funch/Bolette Nyvang, EM-bronze
- Pigerne roede op til deres allerbedste, og steppede et niveau op i finalen i forhold til indledende heat og semifinalen. På den baggrund var det flot at få en bronzemedalje.
Line Langelund/Bolette Nyvang, EM-bronze
- Det var en overraskende flot bronzemedalje i en svær finale, hvor vandet de sidste 100 meter var meget uroligt på grund af vind over banen. Men pigerne håndterede den svære situation på bedste måde og formåede at holde fart i båden hele vejen til mål.
Foto: Rasmus Knudsen blev dobbelt europamester.