Kajakpolo: Danmark klar til EM i Portugal
Forsigtig optimisme, men også nøgtern realisme er udgangspunktet for Dansk Kano og Kajak Forbunds kajakpololandshold for herrer, U21-herrer og damer, der fra torsdag til søndag skal forsvare de danske farver ved europamesterskaberne i portugisiske Coimbra.
– Vores målsætning er i første omgang at gå videre fra gruppespillet, men vi tager det ikke for givet i en meget svær pulje, siger herreholdets træner, Tim Hemmingsen.
Turneringsformen er bygget op som i håndbold med indledende gruppespil, mellemspil og finalerunde.
I det indledende gruppespil skal herreholdet møde viceverdensmestrene fra Italien samt Polen og Østrig. De to bedste nationer går videre til mellemspillet.
– Vi er seedet to i vores pulje efter Italien, men Polen hører også til blandt Europas stærkeste landshold, så der venter svære kampe, også kampen mod Østrig. I det lys vil vi være glade for at gå videre til mellemspillet, men vi spiller naturligvis for at blive nummer et i gruppespillet og få et godt afsæt til mellemspillet. Kommer vi i mellemspillet og gerne med en førsteplads, så er første delmål opnået og et nyt delmål kan sættes, siger Tim Hemmingsen.
Herreholdet har haft et godt forår med gode præstationer på højt niveau i internationale turneringer, senest ved World Cup i Belgien, hvor det blev til en femteplads. Det høje niveau, håber Tim Henningsen at spillerne kan bringe med til kampene i Portugal.
– Vi er blandt de lande, som har et højt topniveau, men i Europa er der 10 lande, hvor jeg forudser så tætte kampe, at det kan gå begge veje. Skal det gå vores vej, og det håber jeg naturligvis, at det gør, så skal vi spille op til vores absolut bedste, siger han.
For U21-herrerne er målsætningen at opnå bedst mulige placering ved mesterskaberne.
– Vi er havnet i et svært gruppespil, og det giver anledning til en mere afdæmpet forventning, siger træner Pete Davey, før de indledende kampe mod viceverdensmestrene fra Tyskland samt Holland og Tjekkiet,
Damerne skal også møde viceverdensmestrene fra England i det indledende gruppespil, hvor de andre modstandere bliver Frankrig og Sverige. På grund af færre deltagende hold, er damerne på forhånd sikret adgang til mellemspillet uanset udfaldet af de første tre kampe.
– Vores primære mål er at få nogle gode kampe i gruppespillet og bruge dem til at udvikle os sammen, så vi forhåbentligt klarer os godt i mellemspillet, siger træner Michiel Boonacker.
Program, resultater og livestream: http://coimbra2019.spotfokus.com/event/games/48?fbclid=IwAR2d7w59B_DAQWXY3kr_Lfafy18Izi8nZaKhmU5gZpwLK0UwNw8hNAu3oHQ
De danske landshold:
Herrer
Rune Sørensen, Odense Kajakklub
Emil Rudy Olsson Jensen, Kajakklubben Neptun
Emil Holm, Kajakklubben Neptun
Martin Nørregård Eybye, Odense Kajakklub
Christoffer Zwinge, Skovshoved Roklub
Kristian Kleist, Kajakklubben Neptun
Jacob Steglich Andersen, Skovshoved Roklub
Mathias Kløjgård Jensen, Silkeborg Kajakklub
Andreas Iversen, Silkeborg Kajakklub
Mikkel Fredholm, Odense Kajakklub
U21 herrer
Asmus Brandt, Silkeborg Kajakklub
Jakob Soja, Skovshoved Roklub
Andreas Lund Christiansen, Skovshoved Roklub
Carl Johannes Bonde Fosmark, Silkeborg Kajakklub
Mathias Mølholm Andersen, Skovshoved Roklub
Frederik Konge Theilgaard, Silkeborg Kajakklub
Magnus Friis Petersen, Neptun
Niels Thorborg, Neptun
Damer
Isabella Petersen, DSR
Cecilie Weinreich, K-Polo + Rothe Mühle Essen
Freia Brændholt, DSR
Sara Andersen, K-Polo + Rote Mühle Essen
Louise Nielsen, K-Polo
Folke Janiesch, Silkeborg Kajakklub
Lara Robra, Rothe Mühle Essen
Signe Severinsen, DSR