I morgen, lørdag den 29. august, bliver årets DM-finaler i kajakpolo afgjort i Amager Strandpark, hvor Kajakklubben Neptun i samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund er vært for finalerunden.
I herreligaen er Neptun forvarende mester efter en højdramatisk DM-finale sidste år, hvor amagerkanerne hentede titlen i hus med en scoring i overtiden, golden goal, mod forhåndsfavoritterne og daværende titelindehaver fra Silkeborgs Sønner.
På hjemmebane vil Neptun helt sikkert gøre alt for at forsvare DM-guldet, men på papiret ligger favoritværdigheden hos Silkeborgs Sønner, der kommer til finalerunden som ubesejret i grundspillet, hvor holdet gjorde rent bord med 14 sejre.
Vinder Silkeborgs Sønner på Amager, vil det være syvende gang, DM-trofæet kommer til Søhøjlandet.
Neptun sluttede på tredjepladsen i grundspillet, Odense Monkeys toer, Lokomotiv Skovshoved firer og Holte Pack Tech femmer.
Det bliver blandt de fem hold, DM-vinderen og bronzetageren skal findes i et slutspil alle mod alle, hvor de to bedste hold kvalificerer sig til DM-finalen og nummer tre og fire til bronzekampen.
Finalerne afvikles lørdag eftermiddag, hvor de danske mestre hos damerne også skal kåres. Her er SOS Wildcats forsvarende mester.
Foto: Silkeborgs Sønner spiller lørdag for holdets syvende DM-titel. (Fotokredit: Søren Nielsen)