DKF har modtaget følgende motivation
——
Jeg stiller op til valget til Dansk Kano og Kajak Forbunds bestyrelse, til posten som næstformand.
Jeg synes Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF) er i en spændende udviklingsproces med ambitiøse mål for både elite og bredde.
Jeg vil gerne være med til at fortsætte den gode proces, og mener at jeg har gode forudsætninger for at bidrage til dette. Jeg har tid og overskud i mit liv til at gå ind i bestyrelsesarbejdet, og synes tiden er kommet til at være med på holdet i forbundsbestyrelsen.
Vi stiler højt i DKF – med succes på eliteplan, hvor der arbejdes på at skabe en tæt sammenhæng mellem klubbernes ungdomsarbejde, kraftcentrenes arbejde og elitecenterets arbejde med de absolutte topatleter. Nogle af nøgleordene i denne proces er kompetente klubledere/trænere, klare ansvars- og opgavefordelinger og gennemsigtighed i beslutningsprocesser.
Breddearbejdet har fokus på at udbrede kendskabet til vores sport, styrke fællesskabet og mulighederne for få unikke sports- og naturoplevelser for alle aldersklasser. Vi har valgt at være arrangør af internationale stævner, vi har et bredspektret aktivitetskatalog med mulighed for at få inspiration og undervisning helt ud i klubberne. Forbundet har professionelt sekretariat med kompetente medarbejdere, der hjælper nye klubber i gang, understøtter udvikling af nye grene af sporten og skaber forbedrede muligheder for at ro rundt omkring i landet.
Jeg vil arbejde for at sikre at Dansk Kano og Kajak Forbund bliver ved med at være et forbund,der kan rumme både elite og bredde. Et forbund hvor der er plads til alle – på tværs af alder, køn og bådtyper/discipliner. Et forbund, hvor mange brænder for sporten og har lyst til at være med i fællesskabet. Et forbund hvor en professionel tilgang går hånd i hånd med den frivillige indsats. Et forbund som er en væsentlig medspiller i det sportslige Danmark, og som man er stolt af at være en del af.
Jeg har indgående kendskab til hele organisationen – ikke mindst fordi jeg har fået bestyrelsesarbejdet ind med modermælken – med en far der var formand og en mor der var aktiv kaproer. Jeg har selv roet i mange år, både som landsholdsroer og de senere år som masterroer.
Jeg har siddet i bestyrelsen i Amager Ro og Kajakklub i 4 år og 7 år i Hvidovre kajakklub, hvoraf de 5 som formand.
Jeg har skrevet bogen “Kom igang med kaproning for voksne”, og har i den forbindelse turneret rundt i klubberne i hele landet for at lære motionister, havkajakroere m.fl om glæden ved at træne i kajakken.
Jeg har også været involveret i ungdomsarbejde både i Hvidovre kajakklub, hvor jeg har været børne- og ungdomstræner i en lang årrække, og jeg har været med til at skrive bogen om Det aldersrelaterede træningskoncept.
Jeg har erfaring fra arbejdet i en interesseorganisation – som ansat. Jeg har en HD i Ledelse med speciale i Strategi og Innovation. En af næstformandens ansvarsområder er bl.a. fastholdelse af strategi og kommunikation.
Jeg vil gå ind i arbejdet som teamplayer, fordi min erfaring er, at det først og fremmest er med en god holdindsats resultaterne skabes.
VH Helle Stuart
Direktør Christian Jacobsen Email: christian.jacobsen@kano-kajak.dk Telefon: 4329 1094