René Holten satte verdensmester til vægs i knivskarp finish
I lørdagens stærkest besatte semifinale i 1.000 meter enerkajak ved World Cup i Ungarn var den tidligere verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub oppe mod den regerende verdensmester Tom Liebscher fra Tyskland og viceverdensmester Fernando Pimenta fra Portugal.
I en knivskarp finish om andenpladsen tog danskeren stikket hjem foran tyskeren og dermed en plads i World Cup-finalen klokken 12.28.
Semifinalen blev domineret af portugisiske Fernando Pimenta, der sædvanen tro lagde ud i et hårdt tempo og holdt hele vejen hjem. På andenpladsen var René Holten Poulsen over en bådlængde foran den tyske verdensmester med 150 meter tilbage, men Tom Liebscher ville alligevel have spænding til det sidste og satte en kraftfuld spurt ind og var i mål kun en bådspids efter danskeren.