Køge Kommune arbejder målrettet på at blive Team Danmark Elitekommune, og blandt de første klubber, der bakker op om den nye satsning, er Køge Kano og Kajak Klub.
Køge Kano og Kajak Klub har officielt meldt sig som potentiel samarbejdspartner i et projekt, der skal styrke rammerne for talentudvikling i kommunen.
Målet er, at unge talenter i Køge skal have bedre muligheder for at kombinere sport og uddannelse. Med budgetaftalen for 2024–2027 er der afsat midler til at udvikle samarbejdet med Team Danmark, og Køge Kano og Kajak Klub har allerede meldt sig aktivt på banen.
“Vi vil gerne være en del af den rejse. Vi har set, hvor meget det betyder for unge at have en tydelig struktur omkring både træning, stævner og skolegang,” udtaler Anders Hauge Sørensen, klubbens formand og elitetræner.
Projektet er forankret i Kultur- og Idrætsudvalget, hvor viceborgmester Ken Kristensen (V) har taget initiativ til processen.
“Udvælgelsesprocessen går snart i gang, og mange sportsgrene har allerede meldt sig. Det glæder mig, for det her handler både om sport, uddannelse og livskvalitet,” udtaler Ken Kristensen.
En klub med resultater i bagagen
Køge Kano og Kajak Klub har gennem årene markeret sig som en klub, der udvikler både bredden og eliten – og de seneste år har konkurrence-roerne leveret imponerende resultater:
- Otte roere har været en del af bruttolandsholdet: Fem i U16, to i U18 og én i U23
- Klubben havde to deltagere med til Olympic Hopes Regatta, hvor begge roede stærke løb i K1, og det blev til bronze i K2 1.000 meter
- En af klubbens roere deltog i EM og VM i sprint i U18-klassen og kvalificerede sig til både A- og B-finaler
- Ved de nordiske mesterskaber stillede klubben med fem roere, som samlet hjemtog en lang række medaljer – blandt andet guld i U21 K4 500 meter og K4 1.000 meter
- Klubben havde otte roere med til Copenhagen Spring Regatta 2025, det blev til seks guldmedaljer, fire sølvmedaljer og 5 bronzemedaljer
Disse resultater vidner om, at klubben har både struktur, træningsmiljø og dedikation til at udvikle atleter til internationalt niveau.
Nyt kap-udvalg skal styrke talentmiljøet
Som en del af den strategiske satsning har klubben nedsat et nyt kap-udvalg. Formålet er at styrke talentmiljøet ved at skabe bedre koordinering omkring stævner, opbygge et stærkere træningsfællesskab og engagere forældregruppen endnu mere i de unges udvikling.
Køge Kano og Kajak Klub er endnu ikke officielt udvalgt som samarbejdsklub i Team Danmark-projektet, men håber at blive en aktiv del af det kommende eliteidrætssamarbejde i kommunen.








