Landstræner
tror på bedste U-VM nogensinde
Går det som landstræner René Olsen tror og håber, så vil det
danske U-landshold i kajak levere det bedste resultat nogensinde ved VM i sprint
i Ontario i Canada fra torsdag til søndag i denne uge.
– Vi har udtaget et hold, hvor målsætningen for alle både er
en placering mellem de fem-seks bedste. Og rammer alle både dagen, har alle en
chance for at komme i medaljerne, siger han.
Til VM stiller Danmark op med seks U-18 roere, fire damer og
to herrer samt fire U-23 damer. De største medaljehåb skal findes i U-18, hvor
Danmark har tre medaljetagere med fra EM, der blev afviklet i Poznan i Polen
for en måned siden. Her blev Emma Jørgensen fra Maribo Kajakklub dobbelt
europamester i enerkajak på 200 og 500 meter og Silkeborg-duoen Casper
Pretzmann og Morten Graversen bronzevindere i toerkajak på 500 meter. Desuden
blev U-18 damernes firerkajak nummer 5.
– På damesiden er værtslandet Canada traditionelt stærke.
Men Emma Jørgensen vandt sine to guldmedaljer i Polen i overbevisende stil og
er godt roende lige nu. Derfor tror jeg på, at vi kan få to VM medaljer til
hende og måske bliver hun verdensmester, hvis alting spiller under løbene,
siger René Olsen.
Han tror også, at Casper Pretzmann og Morten Graversen sammen
med damernes firerkajak har gode muligheder for at komme på medaljeskamlen.
– Selv om Morten Graversen brækkede sin ene fod lige op til
afrejsen til Canada, er han nu frisk igen. Begge har trænet for fuldt de
seneste dage og ser meget stærke ud. Firerkjakken ser også lovende ud. Siden EM
har vi valgt at forstærke den med Emma Jørgensen, så det vil ikke komme bag på
mig, hvis vi får fire medaljer i U-18 klassen, siger René Olsen.
For damernes firerkjak i U-23 vil det derimod være en stor
positiv overraskelse, hvis VM kaster medaljer af sig.
– U-23 damernes firerkajak er forbundets nye, store satsning
på at få en firerkajak kvalificeret til OL i Rio om tre år. Derfor
eksperimenterer vi med forskellige sammensætninger i båden for at finde frem
til det optimale mandskab. Til VM er der udskiftet på et par pladser, og
samtidig har et par af roerne været plaget af sygdom. Derfor har vi været nødt
til at aflyse træninger, så realistisk set får båden svært ved at blande sig i
medaljerne, men en plads i top 5-6 er stadig målsætningen, siger René Olsen.
For at være bedst muligt forberedt, rejste U-landsholdet til
Canada for en uge siden.
– På grund af tidsforskellen (6 timer), har roerne haft lidt
problemer med jetlag. Men siden har alle, bortset fra lidt sygdom på U-23,
været godt kørende og har trænet optimalt på banen. På den måde har vores
forberedelser været de bedst tænkelige, og jeg er glad for beslutningen om at tage
til Canada i god tid inden mesterskaberne, siger René Olsen.
—
Dansk Kano og Kajak Forbund /
Danish Canoe Federation
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Denmark