Efter fredagens semifinaler over 1.000 og 500 meter ved U-EM for juniorer og U23 i polske Poznan, har Danmark fortsat mulighed for at forsvare sine to titler hos herrejuniorerne i enerkajak på netop de to distancer.
Det sørgede Jeppe Kristensen fra Limfjorden for, da den unge nordjyde fulgte torsdagens direkte finale over 1.000 meter op med en andenplads i semifinalen fredag på den halve distance og dermed sikrede sig adgang til EM-finalen. 1.000 meter finalen ros lørdag, 500 meter søndag.
Generelt bød semifinalerne på en stribe flotte præstationer af danskerne. Således blev det til yderligere tre EM-finaler og to B-finaler.
De tre øvrige EM-finaler stod pigerne for. Anna Find Hansen fra Vallensbæk vandt sin semifinale over 1.000 meter enerkajak for U23, mens juniorroeren Karoline Nielsen fra Silkeborg blev treer over 500 meter enerkajak og siden satte sig i firerkajakken over 500 meter, hvor det blev til en andenplads sammen med Stella Winther fra Holte, Sophie Blomgren-Hansen, 361 og Mille Andersen, Silkeborg.
B-finalerne gik til toerkajakkerne for herrejunior og herre U23 over 1.000 meter. I juniorbåden blev det til en fjerdeplads for Kristian Kamper Kristensen fra Nybro-Furå og Marcus Steenfeldt Blem fra Vallensbæk, mens en sjetteplads sikrede B-finalen for U23-båden med Gustav Bock, Hellerup og Lukas Solne, Silkeborg.
Fem andre danske både havde chancen for avancement til EM-finalerne gennem semifinalerne, men formåede ikke at ro sig videre. Tættest på en finale var toerkanoen over 1.000 meter med Nybro-Furå´s Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales. Duoen sluttede på fjerdepladsen og var under et sekund efter den finalegivende tredjeplads, som Rumænien tog.
William Anker Scales måtte også forlade mesterskaberne på den halve distance efter en ottendeplads sammen med William Birch Johansson.
Et farvel efter semifinalerne blev det også for U23-roerne Emma Bock, Hellerup og Caroline Emilie Faurschou, Silkeborg, efter en ottendeplads over 500 meter for toerkajakker, og duoen led samme skæbne i firerkajakken, hvor det blev til en femteplads over 500 meter sammen med Anna Find Hansen og Silkeborgs Nanna Brandt Pedersen.
Herrerne sluttede på ottendepladsen over 500 meter med en besætning bestående af Rasmus Knudsen, Lyngby, William Gravlund, Hellerup, Christian Farstad, Silkeborg og Mark Eger Schrøder, Vallensbæk.
Efter semifinalerne bød fredagen på indledende heats over 200 meter. Her var fem danskere i aktion, og alle kom videre til lørdagens semifinaler.
Juniorroerne Katrine Jensen fra Maribo og Nikolaj Bryde fra Hellerup roede begge i mål på fjerdepladsen i enerkajak, og hos U23 enerkajak blev det til en andenplads for Frederikke Hauge Matthiesen fra Lyngby og en fjerdeplads til Asbjørn Lolk-Hansen fra KKK Nord.
I enerkano kom Kristoffer Ravn Neve videre til semifinalen via en sjetteplads.