Glæden var ikke til at tage fejl af, da en storsmilende og lykkelig René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub havde fået overrakt sin EM guldmedalje i Portugal.
– Jeg var klar, for jeg ville gerne have den sidste EM medalje til samlingen. Nu har jeg vundet både guld, sølv og bronze på 1.000 meter, og det er jeg den eneste dansker, der har gjort, sagde han.
Han havde sat sig for, at han ville bestemme løbet, så det var med en dybt koncentreret indsats, han formåede at kontrollere de andre – ikke mindst den evige rival Max Hoff fra Tyskland. På de sidste 200 meter forsøgte Max Hoff et angreb, men René svarede hurtigt tilbage og trak fra til en sikker sejr.
– Jeg havde ikke mange kræfter til sidst, men jeg blev nødt til at finde dem frem for at svare igen. Der var ingen grund til at motivere Max til at tro, at han kunne true mig, og på de sidste 100 meter følte jeg mig sikker på sejren.
Med guldmedaljen skrev René tilmed dansk kajakhistorie ved at være den første vinder på distancen siden Erik Hansen i 1965.
I morgen skal René ro yderligere to finaler på 500 m og 5.000 m.
– Nu må vi se, hvordan det går i morgen, lige nu er jeg bare godt tilfreds og glad for min guldmedalje, sagde han.
—
Hilsen Lars Bo
Pressekontakt Landshold
lars.bo@kano-kajak.dk
M: 2123 8856
Pressekontakt Landshold
lars.bo@kano-kajak.dk
M: 2123 8856
For yderligere oplysninger:
Bo Vestergaard
Sportschef
bo.vestergaard@kano-kajak.dk
M: 2277 1691
Dansk Kano og Kajak Forbund /
Danish Canoe Federation
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Denmark