219 lyserøde kajakkvinder i alle aldre deltog i år, da startskuddet til Danmarks største motionskajakløb udelukkende for kvinder i dag – lørdag den 5.oktober – lød fra Kano- og Kajakklubben Nord på Sjælland og Kano og Kajakklubben Gudenaa i Jylland.
De to klubber har i henholdsvis 11 og 10 år afviklet Lyserød Lørdag i et samarbejde med Dansk Kano og Kajak Forbund og Kræftens Bekæmpelse.
Tovholderen hos Kano og Kajakklubben Gudenaa, Jeanett Nielsen, kunne i år sammen med 69 deltagere fra klublokalerne i Randers fejre, at klubben har været med til at arrangere det traditionsrige og populære løb i nu 10 år.
- Jeg sagde ja til at stå i spidsen for arrangementet her i Randers, da man fra DKF efterspurgte nogle klubber, som ville stå for deltagelsen af samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse her i Jylland. Og det har jeg aldrig fortrudt. For det har givet så mange gode oplevelser, siger hun.
Udover at støtte den gode sag, så har motionsløbet Lyserød Lørdag også givet en god sidegevinst.
- Løbet har vist sig at trække mange kvinder til, som normalt ikke deltager i løb. Det skyldes, at det er et rent kvindeløb. Og det er lige før, at den gevinst, set med sportens øjne, spiller en lige så væsentlig rolle, som det at støtte den gode sag i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, siger Jeanett Nielsen.
En af de kvinder, som har været med siden starten og som har deltaget i alle løb afviklet fra Randers – lige med undtagelse af 2011 – er Christine Callesen, 28 år, fra Aalborg Kajakklub.
- Jeg meldte mig til det første løb for 10 år siden, dels fordi jeg gerne ville støtte den gode sag, men også fordi, det er et rent kvindeløb. Jeg har holdt fast i at deltage i løbet, fordi jeg synes, det har sådan en god stærk kvindeenergi, siger hun, og i år er hun med i en gruppe på 13 lyserøde kvinder fra Aalborg.
Hvert år kommer der nye deltagere til. I år kunne to helt nye kajakroere, Helle Arnfeldt og Grete Jepsen, som blev frigivet i juni i år fra arrangørklubben, sætte sig i de lyserøde kajakker for første gang.
- Vi er meget spændte. For vi startede med at ro kajak denne sommer. Vi har tilmeldt os i år, fordi det er et rent kvindeløb med et godt ry for, at der bliver taget hensyn til alle og alle kan være med, uanset erfaring, sagde de samstemmende inden løbets start.
Interessen for løbet har været stigende siden starten. Det første løb, som blev afviklet på Gudenåen, var med 37 deltagere sammenlignet med 69 i år. Og den interesse bliver også indfriet i 2020, hvor Jeanett Nielsen har lovet igen at stå for arrangementet Lyserød lørdag på Gudenåen.
I Farum var 150 deltagere på vandet hos Kano- og Kajakklubben Nord.
Foto 1 og 2: Kajakkvinderne var festligt klædt på til Lyserød Lørdag på Gudenåen.
Foto 3: Starten er gået.
Foto 4: Christine Callesen.
Foto 5: Jeanett Nielsen.
Foto 6: Helle Arnfeldt og Grete Jepsen.