Maratonlandstræner: Kæmpe præstation af juniorerne
– Hvis de her juniorer fortsætter med at ro maraton som seniorer, så ser det godt ud for fremtiden. Alle leverede kæmpe præstationer.
Det siger maratonlandstræner Thomas Christiansen efter formiddagens guld og bronze til Danmark ved EM i Slovenien.
Efter gårsdagens individuelle guld til Cathrine Rask, fulgte hun lørdag op med en ny guld-triumf i toerkajak sammen med Line Langelund Eriksen.
– Line var lidt nervøs før starten, og det skal man også være til et mesterskab. Modsat var Cathrine helt oppe at køre efter i går, så hun var med til at drive begge frem til en ny triumf. Det var en kæmpe præstation af begge, siger Thomas Christiansen.
En ligeså stor præstation stod Nicolai Winther og Jonathan Dagnæs for i herrejunior enerkajak. De to danskere havde et godt samarbejde med englænderne, selv om de til slut måtte tage til takke med bronzen til Winther og fjerdepladsen til Dagnæs.
– Både Winther og Dagnæs var godt tilfredse med deres løb. Til sidst var englænderne bare de stærkeste, og så er der jo en, der skal havne på den utaknemmelige fjerdeplads. Det blev så Dagnæs, og det var selvfølgelig lidt øv for ham og os, siger Thomas Christiansen.