Nu gælder det medaljerne i Rumænien
Med foreløbig 12 A-finaler og potentielt flere via endnu ikke afviklede semifinaler og indledende heat, går de danske juniorer og U23 roere ind til et par spændende finaledage på 1.000 meter lørdag og på 500 og 200 meter søndag ved EM i kano og kajak i Rumænien.
– Selv om det er sidst på sæsonen, så har vores roere præsteret på et utrolig højt niveau og har hverken savnet motivation eller vilje her ved EM. Det vidner de mange finaler om, men også de endnu ikke afviklede semifinaler, hvor vi potentielt kan få endnu flere med i finalerne. Nu ser vi så frem mod et par spændende finaledage, hvor vi har medaljemuligheder i flere både, hvis vi på dagen rammer de rigtige løb, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds talentchef, Finn Pape.
Danmark har fem både med i A-finalerne lørdag og en enkelt båd med i en B-finale.
EM blev i øvrigt ramt af en strømafbrydelse fredag eftermiddag, så 11 indledende heats på 200 meter måtte udsættes til i morgen. Det ramte søstrene Emma og Sofie Aastrand Jørgensen fra Maribo i henholdsvis enerkajak og enerkano i U23 klassen.
Fakta om lørdagens 1.000 meter EM finaler med danskere:
U18
08.16 B-finale K2 Rasmus Lind, Vallensbæk og Emil Skovgaard, Silkeborg.
08.25 A-finale K1 Jonathan Dagnæs, Silkeborg.
09.33 A-finale K2 Bolette Nyvang, Hellerup og Line Langelund, Silkeborg.
U23
11.00 A-finale K1 Morten Graversen, Silkeborg.
11.27 A-finale K1 Katrine Græsbøll Christensen, Silkeborg.
12.18 A-finale K2 Emilie Petersen, Maribo og Maja Rosenkrands Irgens, Sorø.