Om 1 år, 10 måneder og 24 dage skydes VM i sprint i gang på Bagsværd Sø den 26. – 29. august 2021.
Event manager Ulla Nygaard Pedersen skal stå i spidsen for planlægningen, og hun er startet på jobbet i dag. Det var Ulla, som med succes afviklede de sidste måneder af World Cuppen i sprint i 2015.
Rutineret eventmanager
Ulla er flyttet med sin familie permanent retur til Danmark efter knapt 10 år med adresse i Canada. Hun er en rutineret event manager, som ud over sin erfaring fra World Cuppen i 2015, bla. har en fortid som Event Manager i Sport Event Denmark, Tværfaglig Projektleder i DGI og Konsulent i Volleyball Danmark.
Ulla har længe glædet sig til at komme i gang med planlægningen. Hun var med den danske delegation til VM i sprint i Szeged i Ungarn tidligere på året for at samle erfaring og få inspiration til VM 2021 på Bagsværd Sø. Hun ser frem til at samle Dansk Kano og Kajak Forbund om et forrygende VM på Bagsværd Sø i 2021.