Efter en fremragende indsats siden 2022 har Trine Rold valgt at trække sig som sportschef for kajakpolo. Vi skylder Trine en stor tak for hendes engagement og det arbejde, hun har lagt i disciplinen.
Vi er glade for at kunne meddele, at Lone Gårdsvig Laursen har meldt sig klar til at overtage rollen. Lone kender kajakpolomiljøet godt som mor til en kajakpolospiller og har været involveret i arbejdet omkring VM i Belfast 2025. Hun har de seneste uger arbejdet tæt sammen med flere af de frivillige i miljøet for at blive klædt på til funktionen.
“Jeg kender mange af spillerne og forældrene, men ikke så mange i administrationen – så nu hopper jeg på her også,” fortæller Lone efter at have deltaget i et kort personalemøde.
Struktur og trænerbemanding i fokus
En af de første og vigtigste opgaver bliver at få landsholdsbemandingen på plads for den kommende sæson. I søndags mødtes gruppen af landsholdsadministratorer og trænere for at drøfte vejen frem. Indtil videre har Jens Ferløv, der træner U21-herrelandsholdet, meldt sig til endnu en sæson.
Lone vil have fokus på at skabe en stærkere struktur omkring landsholdene – for at sikre gode rammer for trænere og spillere.
Træneruddannelse efterspørges
Lone peger også på et konkret behov, som flere landsholdstrænere har efterlyst: Muligheden for at tage en formel træneruddannelse. Flere trænere ønsker uddannelse. Det er noget, der nu arbejdes på at løse, blandt andet i forbindelse med den kommende trænerdag.
Kontakt
Lone kan allerede nu kontaktes på lol@kano-kajak.dk.








