Ny toer viste gode takter
Emil Noe fra Silkeborg viste sig at være en fuldgod erstatning for René Holten Poulsen i toerkajakken sammen med Nils Boe fra Maribo.
På den olympiske 1.000 meter kom den nye konstellation i mål på tredjepladsen i indledende heat ved World Cup i Duisburg. Dermed er duoen klar til eftermiddagens semifinale.
– På forhånd havde Emil og Nils snakket om, at de ville ro løbet, som var det en semifinale. Altså at ro en 500 og så holde tempo og kontrol de sidste 500 meter. Det lykkedes rigtig flot, så nu ser vi med spænding og forventning frem til semifinalen, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
Vinder af heatet blev Hviderusland foran Rusland.
Emil Noe afløser René Holten Poulsen, da Maribo-roeren rent tidsmæssigt ikke kan nå at deltage i både ener- og toerkajak. Samtidig er han med til at give Nils Boe den fordnødne internationale konkurrence inden VM i Milano, hvor René Holten Poulsen igen skal sidde med i forsøget på at få en billet til OL i Rio næste år.
Semifinalerne ros fra klokken 16.15.