Olympiske medaljer i Rio næste år er et realistisk håb for
det danske sprintlandshold i kajak, der i weekenden sæsondebuterer på
hjemmebane i Bagsværd til forårsklassikeren Copenhagen Spring Regatta.
– Med Copenhagen Spring Regatta tager vi hul på en spændende
sæson, som forhåbentlig kulminerer med OL-kvalifikation ved VM i august i
Milano, siger Dansk Kano og Kajakforbunds sportschef, Bo Vestergaard.
Over de seneste måneder har sprintlandsholdet forberedt sig
på træningslejre i Florida og Portugal, så det er sultne roere, der på Bagsværd
skal vise, hvor langt de er kommet på vejen mod de gyldne billetter.
Dansk Kano og Kajak Forbund satser målrettet på at få flere
både kvalificeret til OL. Hos herrerne er det enerkajakken med den regerende
verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo, og hos damerne er det
firerkajakken med de regerende verdensmestre i toerkajak, Henriette Engel
Hansen fra 361 og Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo, som debærende kræfter.
Desuden sidder Henriettes holdkammerat fra 361, Ida Villumsen og Amalie Thomsen
fra Limfjorden i båden.
– Hos pigerne skal Henriette og Emma også ro toerkajak, så
vi har to både at spille på med gode chancer for OL-kvalifikation. Med en
kvalifiaktion af enten en toerkajak eller en firerkajak eller begge, kan vi
vælge at stille op i alle bådtyper til OL, det er enerkajak, toerkajak og
firerkajak, siger Bo Vestergaard.
Hos herrerne er træningslejrene også blevet brugt til at
sammensætte en firerkajak, som har vist takter, der kan give håb om
kvalifikation til først VM og derefter en OL-billet.
– For øjeblikket mangler drengene at hente nogle sekunder
endnu, men det kan skyldes, at vi kørte dem trætte i Portugal med mange test og
kombinationer for at finde frem til det mest slagskraftige mandskab. Det tror
vi på, at vi har nu, og vi har grund til at tro på, at de kan kvalificere sig
til VM og måske sikre sig en OL-billet. Det vil imidlertidkræve masser af hårdt
arbejde fra drengene, men de virker topmotiverede, så det ser lovende ud, siger
Bo Vestergaard.
I firerkajakkken
sidder de tre Silkeborg-roere Casper Pretzmann, Morten Graversen og Emil Stær.
Fjerdemanden er Jesper Beer fra Limfjorden.
Landsholdsroerne deltager desuden for deres respektive
klubber ved Copenhagen Sprint Regatta. Derfor kan man blandt andet opleve
Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen i enerkajak i direkte dyst
mod hinanden.
Omkring 300 roere fra danske, norske og svenske klubber
indleder sæsonen på Bagsværd, der har indledende heats lørdag og finaler
søndag.
Efter Copenhagen Sprint Regatta venter det første betydende
stævne for Sprintlandsholdet ved EM i Racice 1. -3. maj.
– Her får vi den første vigtige indikation på, hvor roerne
står i forhold til vores internationale konkurrenter, siger Bo Vestergaard.
Frem mod VM kommer sprintlandsholdet til at optræde
yderligere to gange på hjemmebane. Første gang ved sæsonens sidste World Cup,
som afvikles i Bagsværd fra 29.-31. maj og 20.-21. juni til Bagsværd Regatta.
For yderligere oplysninger:
Sportschef Bo Vestergaard – Mobil 22771691
—
Dansk Kano og Kajak Forbund /
Danish Canoe Federation
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Denmark
Deltag i kortlægningen af havfriluftsliv i Danmark på havfriluftsliv.dk