Olympic Hope: 10 medaljer til Danmark
Dansk kajaksport har olympiske håb i den absolutte verdenselite.
Det beviste 18 unge roere i årgangene U15, U16 og U17 ved Olympic Hope mesterskaberne i Szeged i Ungarn fra fredag til søndag. Her blev det til imponerende 10 medaljer til Danmark og Dansk Kano og Kajak Forbund med en af guld, tre af sølv og seks af bronze.
Mesterskabernes helt store profil, set med danske øjne, blev U16-roeren Rasmus Knudsen fra Lyngby. Det unge stortalent, der tidligere på året blev europamester i 1.000 meter enerkajak i U18, vandt også guldet i Szeged på samme distance, mens han tog sølv i 500 og 200 meter enerkajak og bronze i 200 meter firerkajak sammen med de to Holte-roere Simon Schuldt-Jensen og Victor Gairy Aasmul samt Rasmus Alsbæk fra Maribo.
Rasmus Alsbæk blev tredobbelt medaljetager med tre medaljer af bronze. De to andre medaljer faldt i 1.000 meter enerkajak for U17 og i 500 meter toerkajak sammen med Simon Schuldt-Jensen.
Danmarks tredje medalje af sølv blev roet hjem af den unge U15-roer Laura Ljungholm fra Køge i 200 meter enerkajak, mens Caroline Emilie Faurschou fra Silkeborg vandt tre bronzemedaljer i U16 i 200 og 1.000 meter enerkajak og i firerkajakken over 200 meter sammen med Laura Ljungholm, Mette Hemmingsen fra Sorø og Josefine Balslev-Erichsen fra Holte.
I alt blev det til 25 finaler for danskerne, der ud over medaljerne også tog tre fjerdepladser og tre femtepladser. Samlet blev Danmark niendebedste nation ud af de 31 deltagende lande.
De 10 medaljer i Szeged var fire flere end sidste års Olympic Hope i Polen, hvor Danmark fik seks medaljer.
– Det er gået langt bedre, end vi havde forventet, så vi er meget glade. Glæden dækker også over, at vores medaljer blev fordelt på både piger og drenge og over alle tre bådtyper, enerkajak, toerkajak og firerkajak. Vores talentudvikling har fokus på at skabe roere, der både kan begå sig individuelt, men også i mandskabsbåde, når de kommer op på vores U18-, U23- og seniorlandshold. Medaljefordelingen ved Olympic Hope viser, at det arbejde bærer frugt, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds talentchef og U-landstræner, Finn Pape.
Danskerne fik også stor forældreopbakning i Ungarn, en støtte, som de unge roere og Finn Pape kunne mærke.
– Det er flot, når så mange forældre vælger at køre til Ungarn for at støtte vores roere. Det var en stor hjælp, ingen tvivl om det, siger han.
Olympic Hope var sæsonafslutningen for U-landsholdene.
– Det har været en lang, men god sæson med mange flotte resultater. Alle roere, som har været inde over vores landshold, har roet op til deres bedste og levet op til vores forventninger, siger Finn Pape.
Foto: Olympic Hope holdet.