Olympiske talenter overgik sig selv
- Det var ikke så ringe endda!
Sådan konkluderede talentchef og U-landstræner Finn Pape med jysk beskedenhed et nyt og historisk resultat ved Olympic Hopes Regatta i Bratislava for U15, U16 og U17.
Sidste år skrev talenterne kano-og kajakhistorie i Poznan med 13 medaljer med fem af guld, tre af sølv og fem af bronze, men overgik i Bratislava den rekord. Her blev det igen til 13 medaljer og igen med fem af guld. Til gengæld nåede sølvhøsten op på fem, mens bronzen blev på tre.
- Det var en fantastisk afrunding på sæsonen med mange gode oplevelser for atleterne både sportsligt og resultatmæssigt. Og set i et større perspektiv kan jeg kun håbe på, at det har givet dem endnu større lyst og motivation til at udvikle sig fremadrettet for at blive eliteroere på vores U18-landshold, sagde Finn Pape.
Det flotte resultat i Bratislava skyldtes ikke mindst kanoroerne, der sidste år hjemførte to guldmedaljer, men i år føjede yderligere tre medaljer til og nåede op på fem.
Igen blev det til to af guld og det ene et historisk et af slagsen til firerkanoen over 500 meter med Nybro-Furå Kano og Kajakklubs Kristoffer Ravn Neve, William Anker Scales, Daniel Møller og William Birch Johansson.
Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales tog det andet guld ved at forsvare sidste års mesterskab over 200 meter. Desuden tog parret sølv over 1.000 meter, mens det blev til sølv og bronze for Kristoffer Ravn Neve over 200 og 500 meter enerkano.
- Sidste år overraskede kanoroerne positivt i Polen, men gjorde det endnu mere i Bratislava med fem flotte medaljer i U17, sagde Finn Pape.
De øvrige otte medaljer gik til kajakroerne med tre af guld, tre af sølv og to af bronze.
Den unge U15-roer Nikolaj Bryde fra Hellerup Kajakklub blev dobbelt mester i enerkajak over 1.000 og 500 meter, mens det tredje guld gik til U17-pigerne i firerkajak over 200 meter. I båden sad Anna Find Hansen, Vallensbæk Kano og Kajak Club, Sara Milthers, Hellerup Kajakklub, Katrine Jensen, Maribo Kajakklub og Stella Glüsing Winther, Holte Roklub.
Sølvet gik til Katrine Jensen over 1.000 meter enerkajak for U16, i samme årgang til toerkajakken over 200 meter med Mille Bjerremand Andersen, Silkeborg Kajakklub og Sofie Blomgreen-Hansen, 361 Kano og Kajakklub samt til Sara Milthers i U17 200 meter enerkajak.
De to bronzemedaljer gik til Sara Milthers over 500 meter enerkajak for U17 og til U17-drengenes firerkajak over 200 meter med Rasmus Aborg, Silkeborg Kajakklub, Sofus Askaa, 361 Kano og Kajakklub samt Nikolaj og Philip Bryde fra Hellerup Kajakklub.
- Ud over medaljerne fik vi mange fjerde-, femte- og sjettepladser, og så var det super positivt, at vi fik medaljer til alle vores firemandsbåde med to af guld og en af bronze, sagde Finn Pape.
For atleterne blev det tre hektiske dage med et sammenpresset program og til tider store forsinkelser. Således var der lørdag op til en times forsinkelse.
- Vi var med til det største Olympic Hopes Regatta til dato med 450 løb over tre dage. Til sammenligning er der kun 266 løb til seniorernes VM fordelt over fem dage. Søndag bød alene på løb fra klokken 8.30 til 18.15 med to minutters interval mellem hver start. Men selv om programmet var presset og hver tyvstart gav forsinkelser, som næsten ikke kunne indhentes, så håndterede vores atleter det flot. Ingen kom for sent til en start, og ingen underpræsterede på grund af forsinkelser og det sammenpressede program, sagde Finn Pape.
Han roste også de medrejsende forældre for flot opbakning og hjælp, blandt andet med at køre atleter til lufthavnen for at nå fly hjem søndag. På den måde kom de fleste atleter hjem søndag, mens han selv og et par tilbageværende atleter kommer hjem mandag.