René og Nils var centimeter fra den anden World Cup-finale
I en spændende afslutning head-to-head med Tjekkiet, var René Holten Poulsen og Nils Boe fra Maribo Kajakklub tæt på at kvalificere sig til den anden World Cup-finale i træk over den olympiske 1.000 meter toerkajak lørdag eftermiddag ved World Cup i Duisburg.
Kampen mellem de to fandt sted i semifinalen, hvor den sidste finalegivende placering, tredjepladsen, lå mellem de to både, men desværre for danskerne trak tjekkerne det længste strå i den udmarvende dyst til stregen.
I sidste uge vandt danskerne bronze i Poznan, mens fjerdepladsen i Duisburg sender dem i søndagens B-finale.
Vinder af semifinalen blev Tyskland foran Australien.
I en anden semifinale var Rasmus Knudsen fra Lyngby Kanoklub og Morten Graversen fra Silkeborg Kajakklub med. Her fik danskerne aldrig fat i løbet og endte sidst.