Er du en af dem, der benytter mobiltelefonen som sikkerhedslinen til land, når du er på vandet, så er der en ny app på vej til dig.
Send alarm til Joint Rescue Coordination Centre
Med blot et enkelt tryk i SejlSikkert SafeTrx appen, kan du slå alarm direkte til Joint Rescue Coordination Centre (JRCC), der på din mobils GPS kan se, hvor du befinder dig.
JRCC kan så begynde redningsaktionen det rigtige sted. Det sparer en ofte timelang eftersøgningsfase.
Track din rute
Udover at man kan slå alarm og opgive sin position med et enkelt tryk i appen, kan man også sætte appen til at afgive position med minut-intervaller, så bådens rute bliver tracket.
Hvis en person falder i vandet, og båden bliver fundet tom, kan man via de løbende trackinger lokalisere stedet, hvor personen er faldet i og dermed indsnævre eftersøgningen markant.
Du kan også indtaste din sejlrute og det forventede ankomsttidspunkt i havn. Ved ankomsttidspunktet modtager du en SMS, og hvis du ikke bekræfter, at du er i havn eller forsinket på din tur, sendes en SMS til en kontaktperson på land, som du selv har valgt. Svarer personen heller ikke, at du er i god behold, bliver JRCC automatisk alarmeret. Her kan de ud fra din sejlrute og løbende trackinger se, hvor de skal sætte eftersøgningen i gang.
SejlSikkert SafeTrx appen præsenteres på Boat Show i Fredericia i slutningen af februar af SejlSikkert, som er et samarbejde mellem SøsportensSikkerhedsråd og TrygFonden.
Pendant til APP 112
I 2017 var der 419 redningsoperationer til søs, hvor JRCC vurderede, at der var fare for tab af liv eller førlighed. Antallet af øvrige assistancer i dansk farvand er markant højere.
SejlSikkert SafeTrx appen er den maritime pendant til 1-1-2-appen, som er blevet brugt på land siden 2013. Her kan akutberedskabet f. eks. hurtigt sende en ambulance til et hjertestop på gaden, selvom indringeren ikke ved præcist, hvor han og hjertestoppatienten befinder sig.
Her finder du APP’en
SejlSikkert SafeTrx appen kan i løbet af foråret downloades gratis til iPhone og Android smartphones og kan bruges af alle, der færdes i de danske farvande. I Irland, England, Holland, Tyskland, Spanien, Finland, Norge, Cypern, Sydafrika og Australien har man allerede taget appen i brug.