Med to A-finaler og en B-finale i tre løb, var det en tilfreds DKF-sportschef Bo Vestergaard, der gjorde status efter førstedagen ved VM i kajak i Moskva.
De to A-finaler gik til pigerne i den nye toer-konstellation på 1.000 meter med erfarne Henriette Engel Hansen fra 361 Kano og Kajakklub og den unge juniorverdensmester Emma Jørgensen fra Maribo Kajakklub samt René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub på 1.000 meter enerkajak. B-finalen gik til pigernes firerkajak på 500 meter med Emilie Petersen, Maribo Kajakklub, Amalie Thomsen, Kajakklubben Limfjorden, Maja Rosenkrands,Sorø Kajakklub og Ida Villumsen, 361 Kano og Kajakklub.
– Det blev på alle måder en god start på VM, hvor roernes præstationer følger op på det, vi har set til træning, siger han.
Mens toerkajakken er debutanter ved VM og gjorde det lovende ved at vinde deres indledende heat i tredjebedste tid af alle, så tilhører René Holten Poulsen allerede den absolutte verdenselite på den olympiske kongedistance 1.000 meter.
– René har set rigtig godt ud i indledende heat og semifinalen, hvor han har roet to veldisponerede løb. Det lover godt før finalen, siger Bo Vestergaard.
Firerkjakken var på nippet til at misse VM, da Anne Nielsen fra Vejle kajakklub blev syg på træningslejren. Men i sidste øjeblik trådte Amalie Thomsen fra Kajakklubben Limfjorden til, og trods den lidt kaotiske optakt, lavede pigerne flotte placeringer med en femteplads i indledende heat og en syvendeplads i semifinalen, der altså rakte til en B-finale.
– Jeg synes, pigerne har gjort det over al forventning. De synes også selv, de har roet to gode løb, og nu tror de på en topplacering i B-finalen. Det gør jeg også, siger Bo Vestergaard.
Finaleprogrammet for de tre både er som følger (dansk tid):
Lørdag 7.50: B-finale 500 meter firerkajak, damer – Emilie Petersen, Maribo Kajakklub, Amalie Thomsen, Kajakklubben Limfjorden, Maja Rosenkrands,Sorø Kajakklub og Ida Villumsen, 361 Kano og Kajakklub.
Lørdag 9.23: A-finale 1.000 meter enerkajak, herrer – René Holten Poulsen, Maribo Kajakklub.
Lørdag 9.45: A-finale 1.000 meter toerkajak, damer – Henriette Engel Hansen, 361 Kano og Kajakklub og Emma Jørgensen, Maribo Kajakklub.
—
Med venlig hilsen
Lars Bo
Magasinet Kano & Kajak
Pressekontakt landshold
Pressekontakt landshold
Dansk Kano og Kajak Forbund /
Danish Canoe Federation
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Denmark
Skal du med til Tour de Gudenå 2014 den lørdag den 13. september? LINK