For første gang i flere år, måtte juniorverdensmesteren Emma Jørgensen fra Maribo Kajakklub se sig slået i konkurrence, men senior-debutén med en femteplads i indledende heat på 200 meter enerkajak ved VM i Moskva, fik roser med på vejen af DKF´s sportschef, Bo Vestergaard.
– Det er svært at debutere som senior ved et VM, men Emma gjorde det rigtig godt, så det bliver spændende at følge, hvad hun kan præstere i semifinalen lørdag eftermiddag, siger han.
Tidligere på eftermiddagen var herrernes firerkajak ude i deres semifinale, og her havde Emil Noe fra Gladsaxe Kajakklub, Kasper Bleibach fra Maribo Kajakklub, Emil Stær fra Silkeborg Kajakklub og William Axelsen fra Lyngby Kanoklub, håbet på, at de kunne være med i kampen om de tre pladser til VM-finalen. I stedet blev det til en syvendeplads og en B-finale på søndag.
– Drengene var lidt skuffede efter løbet. Det kan jeg godt forstå, for på de første 400-500 meter lå de godt til. De følte også selv, at de var godt med, og at det var nu eller aldrig. Desværre kunne de ikke holde banetempo op til 750 meter, og så faldt de desværre så langt tilbage, at det var umuligt at nå op igen på de sidste 250 meter. Nu er det så en B-finale, og som drengene selv siger, så skal den have en over nakken på søndag, smiler Bo Vestergaard.
—
Med venlig hilsen
Lars Bo
Magasinet Kano & Kajak
Pressekontakt landshold
Pressekontakt landshold
Dansk Kano og Kajak Forbund /
Danish Canoe Federation
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Denmark
Skal du med til Tour de Gudenå 2014 den lørdag den 13. september? LINK