OL-kandidater fik god sæsonstart
Med en førsteplads til Maribos Orion Pilo i 200 meter enerkajak og en andenplads til toerkajakken med Nils Boe fra Maribo og Morten Graversen fra Silkeborg over 1.000 meter, viste de danske OL-kandidater gode takter ved weekendens sæsonåbner, Copenhagen Spring Regatta på Bagsværd Sø.
Her mødte den danske elite den tilsvarende norske og svenske, og i toerkajakken var Nils Boe og Morten Graversen i direkte duel med broderlandenes OL-bejlere til det europæiske kvalifikationsstævne, der finder sted i Duisburg 17.-18. maj.
I mål var danskerne blot tre tiendedele efter Lars Hjemdal og Lars Ullvang fra Norge på førstepladsen, men næsten to sekunder hurtigere end svenskerne Albert Petersson og Joakim Lindberg på fjerdepladsen.
I 200 meter enerkajak var Orion Pilo suverænt hurtigst og klokkede sejren hjem med et halvt sekunds forspring til svenskeren Erik Sandbacke.
Elektronisk varmevest
Til OL-kvalifikationen i Duisburg er der Rio-pladser til de to første i enerkajak, men kun til vinderen i toerkajak.
– Det ser fornuftigt ud, selv om der naturligvis bliver knaldhård konkurrence i Duisburg, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef Bo Vestergaard og tilføjer:
– Roerne er, hvor de skal være i forhold til den proces og arbejdsplan, vi har lagt for dem frem mod OL-kvalifikationen. Nils og Morten var lidt mærkede af jetlag efter flyveturen hjem fra træningslejren i Florida og også lidt af temperaturforskellen. Men de roede under omstændighederne et godt løb og ser med fortrøstning frem til de kommende uger, hvor de kan arbejde med at finpudse detaljer.
– Orion viste også god fart i båden. Han har under træningen arbejdet med nye opvarmningsprotokoller i samarbejde med forskere fra Team Danmark. Blandt andet havde han en elektronisk varmevest på før løbene på Bagsværd Sø. Vesten fungerede for ham, og i det hele taget har Orions tilgang til forberedelserne frem mod OL-kvalifikationen fungeret rigtig godt.
Damekort blev blandet
Til OL i Rio har Danmark på nuværende tidspunkt kvalificeret herrernes enerkajak på 1.000 meter samt damernes firerkajak og toerkajak over 500 meter. Med kvalifikationen af firerkajakken og toerkajakken må Danmark også stille op i enerkajak på 500 og 200 meter.
OL-holdet består lige nu af de fire roere, som kvalificerede bådene ved VM i Milano sidste år, nemlig Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo, Amalie Thomsen fra Limfjorden samt Henriette Engel Hansen og Ida Villumsen fra 361.
Emma Aastrand Jørgensen var den ene halvdel af toerkajakken i Milano sammen med Henriette Engel Hansen, men i Bagsværd havde hun primært fokus på enerkajak. I stedet fik Henriette Engel Hansen Amalie Thomsen ombord i toerkajakken over 500 meter.
Mens Emma Aastrand Jørgensen, der er regerende U-23 europamester samt ottedobbelt juniorverdensmester og -europamester på 200 og 500 meter enerkajak, vandt på begge distancer i enerkajak, så måtte Henriette Engel Hansen og Amalie Thomsen nøjes med tredjepladsen i toerkajak. I toerkajakken gik sejren også til Emma Aastrand Jørgensen. Toerkajakken var ikke hendes første prioritet, så hun havde på forhånd ikke de store forventninger sammen med Julie Frølund Funch fra Vallensbæk.
– Det kom også bag på Emma og Julie. Men de fik en rigtig god start og tog så chancen for sejr. Det er kun positivt, at vi kan blande kortene på andre måder og få positive og overraskende resultater ud af det , siger Bo Vestergaard.
René Holten viste klassen
I damernes firerkajak mødte OL-båden den danske U-23 båd og vandt, og som ventet vandt allerede OL-udtagne René Holten Poulsen fra Maribo på 500 og 1.000 meter enerkajak.
– René viste sit sædvanlige høje niveau med en god tid på 1.000 meter så tidligt på sæsonen. Det lover godt for arbejdet frem mod OL, siger Bo Vestergaard.
Den dobbelte og regerende verdensmester tager nu på træningslejr i Ungarn sammen med OL-kvalifikationsroerne, mens damerne bliver hjemme og træner på elitecenteret i Bagsværd.
Efter OL-kvalifikationen er Duisburg umiddelbart efter også vært for World Cup. Herefter følger endnu en World Cup i Racice i Tjekkiet ugen efter og EM i Moskva sidst i juni, inden de udtagne OL-roere tager på træningslejre i henholdsvis Ungarn og Portugal op til legene i Rio, som for kajakroerne finder sted fra 15.-20. august.
– Nu ser vi i første omgang frem mod OL-kvalifikationen i Duisburg. Det bliver spændende, lover Bo Vestergaard.
For yderligere oplysninger:
Sportschef Bo Vestergaard – Mobil 2277 1691
Foto: DKF