Kajakroere på benhård OL-mission
En enkelt plads til toerkajakkerne, to pladser til enerkajakkerne.
Det er de benhårde odds for de seks danske kajakroere, der fra tirsdag til torsdag skal forsøge at sikre sig kvotepladser til OL og Paralympics i Rio ved det europæiske kvalifikationsstævne i tyske Duisburg.
– Selv om de bedste roere allerede er kvalificeret gennem placeringerne ved sidste års VM, så er felterne i Duisburg så stærke, at både første- og andenpladsen efter min vurdering er potentielle finaledeltagere ved OL. Derfor er oddsene benhårde for vores roere, siger Dansk kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
I Duisburg har sprintlandsholdet fire roere med. Orion Pilo fra Maribo og Julie Frølund Funch fra Vallensbæk skal forsøge at ro den eftertragtede OL-billet hjem i 200 meter enerkajak, mens Nils Boe fra Maribo og Morten Graversen fra Silkeborg skal ud på samme mission i toerkajakken over 1.000 meter.
Objektivt set må den største OL-chance tilskrives den regerende U23-europamester Orion Pilo, der efter to måneders målrettet træning i Florida sæsondebuterede hjemme i Bagsværd i april med en sikker sejr med en halv bådlængde ved Copenhagen Spring Regatta.
– Orion vandt en klar sejr over svenskeren Erik Sandbacke. Samme Sandbacke slog ugen efter sin landsmand Petter Menning. Menning vandt bronze ved sidste års VM, han er tidligere verdensmester og er et af Sveriges største guldhåb i Rio. På den baggrund var det en præstation, der lover godt for Orion før stævnet i Duisburg, siger Bo Vestergaard.
Ol-formen finpudset i Ungarn
Sammen med de øvrige kvalifikationsroere har Orion Pilo de seneste knap tre uger pudset formen og teknikken af på træningslejr i Ungarn.
– For Nils og Morten har det især handlet om at holde højt tempo over banen og ramme hinanden bedre og bedre i det tekniske samarbejde. Det er helt ned i detaljen, at roerne finpudser samarbejdet, for alt skal sidde lige i skabet i Duisburg, siger Bo Vestergaard.
Rammer toerkajakken samarbejdet og dagen perfekt, tror Bo Vestergaard på duoens OL-chance. Ved Spring Regatta blev de toer efter Norge med Sverige på tredjepladsen. Både Norge og Sverige deltager i Duisburg med samme konstellation som i Bagsværd.
For Julie Frølund Funch bliver Duisburg primært en læreproces. Det 19-årige stortalent er udtaget på baggrund af sidste sæsons resultater hos juniorerne, hvor hun vandt EM-guld og VM-sølv.
– Et internationalt seniormesterskab er en helt anden verden end den, Julie kender fra sin juniortid. Både spændingen på vandet og forberedelserne på land har en helt anden intensitet hos seniorerne. Derfor er Julie primært med for at lære og suge erfaring til sig, så hun får fornemmelsen af, hvad der kræves på højeste seniorniveau. Den lærdom og erfaring kan hun bruge efterfølgende, men derfor vil jeg ikke udelukke, at hun kan overraske os alle i Duisburg. Rammer hun den perfekte start og kan holde kadencen hen over banen, så kan alt ske i sprint, og Julie er en stærk og målrettet sprinter, siger Bo Vestergaard.
Paraatleter på vandet i dag
Mens sprintlandsholdet skal ud i indledende heats og semifinaler onsdag og finaler torsdag, så tager paraatleterne fat på deres konkurrence i dag tirsdag eftermiddag med indledende heats. Stævnet i Duisburg tæller både som VM og OL-kvalifikation.
Her har Danmark Kasper Thomsen og Jonas El Awsy fra Vallensbæk med i KL3 klassen over 200 meter enerkajak.
Målsætningen er klar for de to danskere: En af de to sidste europæiske kvotepladser skal erobres, så Danmark bliver repræsenteret ved Paralympics i september, hvor kano og kajak for første gang er med på det paralympiske program.
Paraatleternes finaler ros ligeledes torsdag.
For yderligere oplysninger:
Sportschef Bo Vestergaaard – mobil 2277 1691
Resultater: http://results.imas-sport.com/kanuduisburg/regatta.php?competition=wettkampf_141
Foto: Julie Frølund Funch.