På Dansk Kano og Kajak Forbunds Årsmøde, der blev holdt den 17. og 18. marts 2018 i Idrættens Hus gav Årsmødet tommelfingrene op til bestyrelsens lovforslag. Det drejede sig for det første om at forny Årsmødets format og give bestyrelsen mere frie hænder i forhold til at dele opgaver i mellem sig. Samtidig gav Årsmødet grønt lys for efterskoler og højskoler får mulighed for at blive medlem af Dansk Kano og Kajak Forbund.
Vellykket premiere
Selv om det nye årsmødeformat først var til afstemning på dette Årsmøde, så have DKF allerede denne gang lagt om i retning af mere medindflydelse og dybere diskussioner af de forslag, som var sat til afstemning. DKFs medlemmer viste sig at være med på ideen. Næsten 120 medlemmer deltog i år, og det er en pæn fremgang i deltagerantal i forhold til de tidligere år.
Næste Årsmøde er 2-3 november 2019
Et af formålene med det nye format er at give medlemmerne mere indflydelse. Derfor stemte Årsmødet for at rykke Årsmødet til efterår, så bestyrelsen kan tage højde for de forslag, der kommer fra medlemmerne i sæson- og budgetplanlægningen.
Efterskoler og højskoler som medlemmer og opbakning om aktiviteter på Tange Sø
Forslaget om at efterskoler og højskoler skal kunne være medlemmer af DKF – stemte Årsmødet også igennem. Det har stor betydning for DKF’s U18 projekt, hvor vi ønsker, at flere børn og unge bliver medlemmer. Efter en lang debat blev Årsmødet også enige om, at DKF fortsat støtter op om de klubber der har aktiviteter på Tange Sø.
Valgt blev….
Der var genvalg til Ole Tikjøb (formand), Bolette Fokdal (2. næstformand) og Tom Faurschou (Landshold & Elite), Jens Evald og Thomas Gjerulfsen (Appeludvalget). Til den vakante post (Klubaktiviteter & Motion) blev Emma Broberg valgt. Mens Nina Mortensen blev valgt ind i Appeludvalget som suppleant.
Tillykke til
Sædvanen tro afbrød DKF Årsmødet for at finde tid til at hædre nogle af 2017’s gode præstationer.
David Tetztchner modtog Konghvilepokalen for sit arbejde med at fremme DKF’s arbejde med surfkajakaktiviteter.
Silkeborg tog som vanligt: Maratonpokalen, Pagajpokalen og Lyngbypokalen
Vallensbæk Kajakklub tog Dansprint ergometerpokalen
Mens Kano og Kajak Klubben Nord fik Arrangørpolkalen for Støt Brysterne – løbet, der igen i 2017 satte deltagerrekord og som i år fejrer 10 års jubilæum.
Grøn klub prisen gik til Thisted Ro- og Kajakklub.
Formand for DIF sluttede Årsmødet af med at rose DKF for vores strategiske spor herunder vores arbejde inden for Bevæg dig for Livet.
Selve referatet fra Årsmødet er på vej.