Succes for Danmark på hjemmebane
Med en bronzemedalje på 500 meter, den første i World Cup sammenhæng til den olympiske satsningsbåd i dame toerkajak med Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen og en sølvmedalje til René Holten Poulsen i 1.000 meter enerkajak, blev andendagen en succes for danskerne ved World Cup på hjemmebane på Bagsværd Sø.
– Jeg havde håbet, at Henriette og Emma ville få en medalje, og derfor var det dejligt, at det lykkedes for dem. De var også selv meget tilfredse efter løbet, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard.
Tilfreds med René
I 1.000 meter finalen i herrernes enerkajak blev det igen til sejr for tyske Max Hoff, men den nykårede europamester blev presset hårdt af René Holten Poulsen på de sidste 200 meter. Så hurtigt kom René Holten Poulsen på de sidste meter, at han var meget tæt på at hente tyskeren.
– Jeg var rigtig glad og tilfreds med den måde, René kom tilbage i løbet på de sidste 200 meter. Det gav René bevis for, at Hoff ikke er urørlig på 1.000 meter, så det giver fornyet tro frem mod VM, siger Bo Vestergaard.
På sidstedagen søndag, skal René Holten Poulsen igen møde Hoff, denne gang på 500 meter, hvor danskeren er verdensmester og slog tyskeren klart i indledende heat.
– 500 meter bliver igen en kamp mellem René og Max, og her tror jeg på, at rollerne fra 1.000 meter bliver byttet om, siger Bo Vestergaard, der også glæder sig over, at René Holten Poulsens klubkammerat Orion Pilo er med.
– Det bliver spændende at se, hvad Orion kan drille favoritterne med, siger han.
Håb om medalje til firerkajak
Søndag er damerners firerkajak med i to World Cup finalerne på 500 og 200 meter. Her håber Bo Vestergaard på medalje på 500 meter.
– Jeg tror og håber, pigerne kan blande sig i medaljerne, mens det på 200 meter ligger til en placering i Top 5, siger han.
For yderligere oplysninger:
Sportschef Bo Vestergaard – Mobil 2277 1691.
Søndagens program for danskerne:
9.35: B-finale HK1 200 meter – Orion Pilo, Maribo.
10.07: A-finale HK1 500 meter – René Holten Poulsen, Maribo og Orion Pilo, Maribo.
10.12: A-finale DK4 500 meter – Henriette Engel Hansen, 361, Emma Aastrand Jørgensen, Maribo, Ida Villumsen, 361 og Amalie Thomsen, Limfjorden.
13.05: A-finale DK4 200 meter – Henriette Engel Hansen, 361, Emma Aastrand Jørgensen, Maribo, Ida Villumsen, 361 og Amalie Thomsen, Limfjorden.
13.09: A-finale C1 200 meter – Mie Madsen, Køge.
14.45: DK1 5000 meter – Emma Aastrand Jørgensen, Maribo.
15.15: HK1 5000 meter – René Holten Poulsen, Maribo.