Dansk Kano og Kajak Forbund bød tirsdag velkommen til VM Netværket. 15 virksomheder havde tilmeldt sig en eftermiddag med inspirerende oplæg af Sportschef Lars Robl og landsholdsroer Julie Frølund Funch og networking om VM2021 på Bagsværd Sø.
DKFs samarbejdspartnere og lokale firmaer fik mulighed for at dele idéer på tværs, men også få en snak med DKFs Partnerskabsansvarlig Klaus Kristiansen og Event Manager Ulla Nygaard Pedersen. Deltagerne spredte sig ud over en bred vifte af brancher, som alle kunne se sig selv være del af VM2021.
Partnerskabsansvarlige Klaus Kristiansen udtaler: “Første møde i VM Netværket vil jeg betegne som en succes. Der er tydelig opbakning fra lokalmiljøet til VM 2021, og jeg glæder mig til at tage hul på specifikke partnerskabsaftaler”.
Stort VM2021 i vente
Event Manager for VM2021 Ulla Nygaard Pedersen er meget begejstret for de idéer, som deltagerne foreslog: “VM2021 bliver stort rent sportsligt, men det kommer også til at fylde i lokalmiljøet. Jeg fik flere rigtig spændende idéforeslag med hjem, som jeg glæder mig til at videreudvikle sammen med blandt andet Magasin i Lyngby”.
Muligheder som et “grønlændervending” bassin i Lyngby centrum og en kran med bungy jumping ud over Bagsværd Sø var bare nogle af de idéer, som kom på banen. Det spirende samarbejde med nye partnere tegner til at bringe VM2021 op i en helt anden event liga, end vi har set tidligere.
Der er indtil videre planlagt 2 yderligere netværksmøder. Det næste bliver fredag den 24. april 2020 på Regatta Pavillonen, hvor der efterfølgende er mulighed for at se kano og kajak på højt niveau til Spring Regattaen. Mandag den 24. august byder vi velkommen til “1 år før Kick Off” event i forbindelse med netværksmødet.
Der er stadig pladser i VM Netværket. Hvis din virksomhed kunne se fordele i at deltage i VM i Netværket, så kontakt Partnerskabsansvarlig Klaus Kristiansen på kkr@kano-kajak.dk.