Emma Aastrand Jørgensen skrev sig lørdag middag ind blandt danske medaljefavoritter ved OL i Tokyo, da hun på suveræn vis forsvarede sit europamesterskab over 200 meter enerkajak ved mesterskaberne i polske Poznan.
Den forsvarende mester holdt fra første meter EM-finalen i et jerngreb og tillod ingen fra den øvrige europæiske elite at skabe spænding om udfaldet. I mål var Emma Aastrand Jørgensen over et halvt sekund hurtigere end ungarske Dora Lucz på andenpladsen og yderligere to tiendele hurtigere end polske Marta Walczykiewicz på bronzepladsen.
Emma Aastrand Jørgensens mesterlige præstation lover godt forud for søndagens EM-finaler. Her har hun kvalificeret sig til finalen over 500 meter enerkajak og med Julie Frølund Funch, Sara Corfixen Milthers og Bolette Nyvang Iversen i firerkajakken over 500 meter.