Hun er kommet til U-VM i Szeged med det klare mål at forsvare sine to verdensmesterskaber i enerkajak for U-18 på de olympiske 200 og 500 meter distancer.
Søndag formiddag indledte 18-årige Emma Jørgensen fra Maribo Kajakklub sit forsvar af mesterskabet på 200 meter, og hun gjorde det i suveræn stil.
I finalen var hun oppe mod sidste års sølvvinder, Sara Ouzande, fra Spanien, nummer fire, Yekaterina Kaltenberger fra Kazakstan, nummer ni, rumænske Iulia Elena Croitoru, samt en række nye navne fra store kajaklande som værtslandet Ungarn og Canada.
Men selv om konkurrenterne gjorde deres bedste for at fravriste lollikken mesterskabet, så satte Emma Jørgensen alle på plads med en suveræn præstation og førsteplads foran Sara Ouzande.
Mesterskabet var Emma Jørgensens ottende EM og VM på stribe. Sidste år vandt hun både EM og VM på 200 og 500 meter og blev den første kvindelige juniorverdensmester i dansk kajakhistorie. Tidligere i år blev hun tredobbelt europamester på 200, 500 og 1.000 meter. Hendes imponerende sejrsrække indbragte hende sidste år titlen som Årets fund i dansk idræt 2013.
I eftermiddag klokken 14.18 gælder det forsvaret af 500 meter mesterskabet.
—
Med venlig hilsen
Lars Bo
Magasinet Kano & Kajak
Pressekontakt landshold
Pressekontakt landshold
Dansk Kano og Kajak Forbund /
Danish Canoe Federation
Idrættens Hus
2605 Brøndby
Denmark
Tillykke til Morten Graversen fra Silkeborg, der netop har vundet sølv på 1.000 meter enerkajak for juniorer ved U-VM i Szeged.