Emma viste OL-potentiale i enerkajak
I direkte duel med verdenseliten i 500 meter enerkajak i World Cup finalen i Duisburg, viste 20-årige Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo, at hun har potentiale til at ro den olympiske distance under OL i Rio.
I finalen var Maribo-roeren oppe mod blandt andre den regerende verdensmester Lisa Carrington fra New Zealand og ungarske Danuta Kozak, der er flerfoldig verdensmester på distancen, senest i Moskva 2014 og er regerende olympisk mester fra London 2012.
De to verdensstjerner og favoritter tog også som ventet guld og sølv med Kozak som vinder, men danskeren sluttede på en godkendt syvendeplads efter et løb, hvor hun fik en rigtig god start og var med i frontgruppen på de første 200 meter.
I mål var Maribo-roeren knap tre sekunder efter bronzevinderen Inna Osipenko-Rodomska fra Aserbajdsjan.
Siden kvalifikationen af firerkajakken og toerkajakken ved VM i Milano sidste år, har Emma Aastrand Jørgensen roet toerkajak med Henriette Engel Hansen, men landstræner Zoltan Bako og sportschef Bo Vestergaard har ved World Cup i Duisburg valgt at prøve Maribo-roerens OL-potentiale af i enerkajak, hvor hun på 500 meteren er tidligere dobbelt verdensmester hos juniorerne og regerende U23 europamester.
– Der var et stykke vej op til de tre bedste, men Emmas første 200 meter så rigtig godt ud og gav os et øjebliksbillede af, hvor hun står mod den absolutte verdenselite og det, vi skal arbejde med i den videre proces, hvor næste billede på hendes OL-muligheder i enerkajak allerede kommer om en uge til den anden World Cup i Racice, siger Bo Vestergaard.