Sportschef Bo Vestergaard: Roerne levede op til niveauet fra træning
– Det roerne har præsteret til træning, var det niveau, de alle levede op til under formiddagens indledende heats her ved World Cup i Szeged. Det var meget tilfredsstillende at følge, og nu ser vi med forventning frem til eftermiddagens semifinaler og øvrige indledende heats.
Det siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, efter en god dansk formiddag i Ungarn, der sendte alle danske både videre til semifinalerne.
Tre gik videre med sejre, nemlig René Holten Poulsen i 1.000 meter enerkajak, Emma Aastrand Jørgensen i 500 meter enerkajak og Casper Pretzmann og Morten Graversen i 1.000 meter toerkajak.
– De roede alle gode og kontrollerede løb efter den plan, vi havde lagt for dem, så det var helt efter bogen, siger Bo Vestergaard.
De øvrige semifinalister blev Bolette Nyvang og Ida Hugod i 1.000 meter enerkajak, Jonathan Dagnæs-Hansen og Nils Boe i 1.000 meter toerkajak og Mads Brandt Petersen og Emil Noe i 500 meter toerkajak.