Bo Vestergaard: Emma kom stærkt igen
Selv om Emma Aastrand Jørgensen ikke selv følte, at hun ramte starten helt perfekt, så var sportschef Bo Vestergaard meget tilfreds med det, han så under semifinalen i 200 meter enerkajak, hvor Maribo-roeren sikrede Danmark den anden World Cup finale i Duisburg efter, at René Holten Poulsen tidligere på dagen roede sig i finalen i 1.000 meter enerkajak.
– Selv om Emma ikke fik den bedste start, så kom hun stærkt igen, og det så godt ud, da hun trak fra resten af feltet sammen med vinderen Sarah Guyot. Tiden var også rigtig god i forhold til de andre semifinaler, selv om det er svært at sammenligne tider her, hvor vinden springer lidt fra løb til løb. Men det lover godt før finalen, siger han.
Julie Frølund Funch leverede også en flot og godkendt præstation med sin syvendeplads, mener Bo Vestergaard.
– Hun kan helt sikkert se tilbage på en god indsats og tage den med sig videre, siger han.
Herretoerkajakken lukkede førstedagen med en syvendeplads i semifinalen, som ikke rakte til videre deltagelse i en C-finale på tid.
– De gjorde, hvad de kunne, men jeg tror, de havde lidt svært ved at sætte sig op efter en hård OL-kvalifikation. De manglede i hvert fald lidt for at få de sidste centimeter med efter hvert tag, siger Bo Vestergaard.