Det blev både til en dansk guld- og bronzemedalje under dette års VM i kajak i Usbekistan.
I weekenden den 22.-24. august fandt verdensmesterskaberne i kajak sted i Samarkand i Usbekistan, og Danmark stillede med et hold på seks roere.
Det blev til to danske medaljer – en i guld og en i bronze.
Bolette Nyvang Iversen sikrede sig en flot tredjeplads og en bronzemedalje i kvindernes K1 200 meter. Det lykkedes hende at tilbagelægge de 200 meter på bare 42,761 sekunder.
Bolette Nyvang Iversen kom dermed i mål nøjagtigt samtidig med den ungarske roer Janka Rugonfalvi-Kiss, som også blev noteret for en tredjeplads.
Hos herrerne lykkedes det Mads Brandt Pedersen at forsvare sin titel som regerende verdensmester ved at vinde guld i K1 5000 meter.
Med en tid på 22:39,488 roede han sig direkte til toppen af podiet cirka 15 sekunder hurtigere end portugisiske Pimenta Fernando, som løb med andenpladsen.
Øvrige resultater
Udover Bolette Nyvang Iversens og Mads Brandt Pedersens resultater endte dette års VM således for de danske atleter:
Rasmus Knudsen: Syvendeplads i B-finalen i K1 200 meter
Thorbjørn Rask: Førsteplads i B-finalen i K1 500 meter
Mads Brandt Pedersen og Rasmus Knudsen: Ottendeplads i K2 1000 meter
Sara Milthers og Katrine Jensen: Sjetteplads i K2 200 meter
Sara Milthers og Thorbjørn Rask: Niendeplads i K2 mix 500 meter
Stort tillykke til alle de danske kajakatleter.