Tour de Gudenaa: Anne-Sofie fra Silkeborg
tog tredje sejr på stribe
Lørdagens Tour de Gudenaa fra Silkeborg til Randers blev domineret af eliteroerne fra Silkeborg Kajakklub.
Efter 70 kilometer på åen vandt Anne-Sofie Winther sin tredje sejr på stribe, mens klubkammeraten Nicolai Grønbjerg Winther tog sin første.
– Det var bare fedt at lave hattrick, smilede Anne-Sofie Winther efter løbet.
– Jeg havde et håb om at forsvare mit mesterskab, og det lykkedes, for jeg fik et rigtig godt løb, fortsatte hun og meldte sig efterfølgende klar til at gå efter sit fjerde mesterskab i 2020.
– Jeg kan godt lide at ro den her slags løb og gerne i enerkajak, hvor jeg kun har mig selv at tage hensyn til.
Nicolai Grønbjerg Winther overtog mesterskabet fra klubkammeraten Casper Pretzmann, der efter tre sejre i træk i enerkajak, tog årets mesterskab i toerkajak sammen med Søren Maretti, ligeledes fra Silkeborg Kajakklub.
– Det var første gang, jeg stillede op over 70 kilometer enerkajak, så derfor var det dejligt at vinde. I år passede det ind i min kalender, og bliver jeg ikke forhindret af internationale maratonløb næste år, kunne jeg da godt tænke mig at ro Tour de Gudenaa igen næste år og forsvare min titel, sagde Nicolai Grønbjerg Winther, der er landsholdsroer i maraton og håber at repræsentere Danmark til VM i oktober i Kina.
Casper Pretzmann annoncerede allerede sidste år et skifte til toerkajakken i Tour de Gudenaa.
– Det var hårdt på Tange Sø, hvor der var sidevind hele vejen, men bortset fra det, gik løbet godt for os, sagde han.
Damernes mesterskab i toerkajak blev vundet af Christine Callesen fra Aalborg Kajakklub og Amanda Bundgård fra Kajakklubben Skjold.
Foto 1 og 2: Anne-Sofie Winter tog sin tredje titel i træk.
Foto 3: Tre mestre fra Silkeborg. Søren Maretti, Nicolai Grønbjerg Winther og Casper Pretzmann.