René Holten klar til 500 meter finalen – to både i B-finaler
Efter formiddagens sølv på 1.000 meter enerkajak, fulgte den regerende verdensmester René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub flot op på den præstation i eftermiddagens semifinale over 500 meter ved World Cup i Beograd.
Her sikrede danskeren sig endnu en World Cup-finale og igen ved at vinde løbet, denne gang foran belgieren Artuur Peters, der med andenpladsen også blev finaleklar.
Finalen ros i morgen søndag klokken 11.40.
I en anden semifinale var Jonathan Dagnæs-Hansen fra Silkeborg med. Han roede et rigtig flot løb og kom i mål på femtepladsen i en tid, der rakte til en plads i B-finalen klokken 10.19.
En B-finale blev det også til for toerkajakken over 500 meter med Julie Frølund Funch fra Vallensbæk Kano og Kajak Club og Pernille Knudsen fra Maribo Kajakklub efter en syvendeplads i semifinalen.
B-finalen ros 10.07.