Finn Pape: – Dansk optimisme og tro på flere EM-finaler
Står det til de danske roere, så skal gårsdagens fem direkte EM-finaler følges op af flere, når 12 både fredag formiddag skal ud i semifinaler over 500 og 1.000 meter ved U-EM i Racice.
– Hvis roerne formår at præstere deres bedste i semifinalerne, så har de gode muligheder for at nå en finale, mener Dansk kano og Kajak Forbunds talentchef og U-landstræner, Finn Pape.
Han peger på, at roerne er optimistiske og konstruktive i tilgangen til at forbedre præstationerne fra indledende heats til semifinalerne.
– Tager vi eksempelvis 500 meter, så kan roerne forbedre sig med to-tre pladser, hvis de formår at finde et sekunds forbedring. Det fortæller vi dem, og det er de gode til at forholde sig konstruktivt til, siger Finn Pape.
Efter semifinalerne følger indledende heats over 200 meter, hvor Danmark har fire både med.