Finn Pape: – Drømmestart på finaledage
Lørdagens fem EM-finaler over 1.000 meter gav det danske sprintlandshold i kano og kajak en drømmestart på de to finaledage ved U-EM i tjekkiske Racice.
Dagens blev indledt med guld og sølv til juniorroerne Magnus Sibbersen fra Hvidovre Kajakklub og Mathilde Roed fra Køge Kajakklub i enerkajak og blev fulgt op af godkendte placeringer, også i enerkajak, af U23-roerne Simon Schuldt-Jensen fra Lyngby Kanoklub med en femteplads og Cathrine Rask fra Silkeborg Kajakklub med en ottendeplads.
Endelig lykkedes det for juniorroerne Kristoffer Ravn Neve og William Anker Scales fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub at besætte sjettepladsen i toerkano.
- Vi fik den start på finalerne, som vi havde drømt om, så vi er ovenud glade. Roerne holdt styr på nerverne og leverede deres bedste, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds talentchef og U-landstræner, Finn Pape.
De to medaljetagere strålede naturligvis klarest, men Finn Pape var også godt tilfreds med det, han så hos de øvrige tre finalister.
- Simon roede et godt løb i et hårdt felt med mange kendte navne, så femtepladsen i en god tid, var han meget glad for. Cathrine fulgte også godt med og kæmpede hele vejen, men på de sidste 200 meter, hvor afgørelsen faldt, rakte kræfterne ikke til mere. Kano-drengene viste god udvikling og styr på løbsdisponeringen fra indledende heat, over semifinalen, til finalen. Det endte godt med en flot sjetteplads, siger han.
Senere fulgte to B-finaler over 1.000 meter for herrernes toerkajakker, hvor juniorbåden med Nikolai Thomsen fra Marselisborg Kajak Club høstede en førsteplads sammen med Silkeborg Kajakklubs Lukas Solne, og for U23-båden med Silkeborg Kajakklubs Christian Farstad og Jonathan Dagnæs blev det til en andenplads – samlet nummer 10 for juniorerne og 11 for U23.
- Begge toerkajakker roede rigtigt gode B-finaler. Uden den store internationale erfaring var det flot at blive samlet 10 og 11, siger Finn Pape.
Lørdagens sidste løb var semifinaler, hvor Kristoffer Ravn Neve imponerede med en førsteplads over 200 meter enerkano og en EM-finale søndag. Også U23-roeren Frederikke Hauge Matthiesen fra Lyngby Kanoklub løste billet til EM-finalen i 200 meter enerkajak med en sikker andenplads.
- Kristoffer fortjener stor ros for et flot disponeret løb, hvor han kom godt fra start, havde styr på teknikken og skubbede sin båd frem mod stregen på det rigtige tidspunkt. Frederikkes andenplads var også flot. Hun levede fuldt ud op til præstationen fra det indledende heat, siger Finn Pape.
Søndag afvikles EM-finalerne over 500 og 200 meter, hvor Danmark er repræsenteret i otte EM-finaler over 500 meter, en B-finale over 500 meter og tre EM-finaler over 200 meter.
- Lørdagens gode præstationer lover godt før søndagens finaler, hvor vi håber på flere medaljer, siger Finn Pape.