Sølv til Katrine og Sara
For andet år i træk høstede juniorroerne Katrine Jensen fra Maribo Kajakklub og Sara Milthers fra Hellerup Kajakklub medaljer ved U-EM over 500 meter toerkajak.
Sidste år tog de guld og var langt hen i søndagens finale ved mesterskaberne i Racice i flot forsvar af titlen, men på de sidste 200 meter rykkede tjekkerne – der sidste år vandt sølv – forbi danskerne.
At forsvaret af mesterskabet glippede, ændrede dog ikke på en flot finale af danskerne, der roede for førstepladsen og blev belønnet med en fornem sølvmedalje. Bronzen tog Ukraine.
Efter toerkajakken stod den på søndagens sidste finale over 500 meter, hvor U23 herrernes firerkajak med Rasmus Knudsen, Lyngby Kanoklub, Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub, Simon Schuldt-Jensen, Lyngby Kanoklub og Victor Gairy Aasmul, Lyngby Kanoklub, roede en flot syvendeplads hjem i et top-felt, hvor Hviderusland tog titlen i en tæt afgørelse foran Slovakiet og Rusland.