EM-sølvvindere klar til VM-finale
I indledende heat lykkedes det ikke at tage den direkte finaleplads, men i semifinalen efterlod de danske EM-sølvvindere i herrejunior-firerkajak over 500 meter ingen tvivl om pladsen i VM-finalen søndag ved U-VM i Rumænien.
Fra start svingede Rasmus Alsbæk, Maribo Kajakklub, Rasmus Knudsen, Lyngby Kanoklub, Simon Schuldt-Jensen, Holte Roklub og Victor Gairy Aasmul, Holte Roklub, taktstokken over feltet og tog hurtigt en føring, som de aldrig slap igen.
Tre både gik videre til VM-finalen og med sig fik de danske vindere af semifinalen Hviderusland på andenpladsen og Rusland på tredjepladsen.