I Paddle Pass: IPP
Målet med DKF’s roeruddannelse er at gøre roernes tekniske og sikkerhedsmæssige niveau bedre – og motivere til leg og læring! DKF’s roeruddannelse (IPP) tilbyder en struktur, der giver en god og sikker introduktion til kano- og kajaksporten for begyndere samt gode progressions- og udviklingsmuligheder for roere, der søger nye udfordringer. Det er illustreret i nedenstående tabel, der viser den overordnede udvikling af kompetencer i systemet. De konkrete kompetencer der er knyttet til de enkelte bådtyper kan ses i de respektive normskemaer for hver bådtype (se bådtyperne ovenfor).
Til hvert niveau hører et kursus og en prøve. På kurserne præsenteres man for og trænes i de forskellige praktiske og teoretiske elementer, der ligger på niveauet. Til prøver testes man i de praktiske færdigheder og den teoretiske indsigt, der kræves for at bestå niveauet og opnå licens. I klubber kan roeruddannelsen bruges som en udviklingstrappe, der starter med korte introforløb for potentielle medlemmer (IPP 1), frigivelseskurser (IPP 2) og hold for øvede roere, der gerne vil fortsætte deres udvikling efter frigivelse (IPP 3). Herefter lægges der op til, at man søger udfordringer og inputs via centralt organiserede IPP 4 og IPP 5 kurser.
IPP 1-2 med løbende evaluering
På niveau 1-2 afvikles kursus og prøve oftest som et samlet forløb, hvor deltagerne undervises og evalueres løbende. Deltagelse er i sig selv ikke nok til at bestå. Det er et krav, at man i løbet af kurset og prøven har demonstreret de færdigheder og den viden, der ligger i niveauet for at bestå.
IPP 3-5 har kursus & prøve
På niveau 3-5 er kursus og prøve adskilte forløb, og det er for de fleste nødvendigt at træne og studere mellem kursus og prøve for at kunne bestå prøven og opnå licens.
Gå direkte til prøve på niveau 1-4
Hvis man mener at have opnået de færdigheder og den viden, der beskrives i normen, kan man gå direkte til prøve (til og med niveau 4), men det anbefales kraftigt at tage kurserne først.
Interesseliste
Hvis du ikke umiddelbart finder det, du søger i vores kursusudbud eller i klubberne, kan du skrive dig på en interesseliste. Når der er kursister nok opretter vi kurser/prøver efter behov.
Vi kan desværre ikke garantere dig, at der kommer flere kurser i år – men skriv dig på listen her [KLIK].
Anerkendelse / sidestilling af uddannelse
Læs om regler for anerkendelse/sidestilling af uddannelse [KLIK]
Euro Paddle Pass [EPP]
Roeruddannelsen IPP (I Paddle Pass) bygger på Euro Paddle Pass (EPP-standarderne), som er et sæt europæiske minimumsstandarder for uddannelse af roere/udøvere i kano- og kajaksporten. Læs mere på http://www.europaddlepass.eu/
Uddannelsesstruktur og kurser
I kursuskalenderen [KLIK] kan du finde udbud af kurser og prøver fra IPP3-IPP4-IPP5 og DKF Instruktør 2 og Instruktør 3. Kursuskalenderen bliver løbende opdateret. 🗓️
Hvis du ønsker et IPP1-, IPP2- eller DKF Instruktør 1 kursus anbefaler vi dig at kontakte vores klubber eller udbydere. Klik her for at finde en klub eller en udbyder nær dig.
Spørgsmål og svar
Vi får mange spørgsmål – både til selve DKF’s uddannelsessystem og til vores kurser. Her er link til to gange FAQ, hvor du selv kan læse mange af svarene:
Du kan kontakte DKF-uddannelseskonsulent Morten Juul Madsen på email: mjm@kano-kajak.dk eller tlf. 2324 6340