Varmen slog dansk toerkajak ud
Den danske toerkajak fra Silkeborg med den nykårede europamester i toerkajak hos juniorerne, Line Langelund Eriksen, og Annemia Pretzmann, femmer i U23 enerkajak, udgik halvvejs af seniorløbet ved EM Maraton i Slovenien søndag eftermiddag.
Den bagende varme i Slovenien med plus 30 grader udmattede danskerne så meget, at de midtvejs i løbet ikke havde mere at skyde med.
Løbet blev en tvekamp mellem Ungarn og Italien, som også tog guld og sølv ved sidste års EM i nævnte rækkefølge. De to nationer tog hurtigt teten og udviklede løbet igennem et større og større forspring til forfølgerne. Efter sidste overbæring kom de ud på samme tid, og finalens sidste 500 meter blev en sand gyser, hvor der blev kamp til selve målstregen og igen med Ungarn som vinder med 10 centimeter.