Første VM-medalje i enerkajak
Hun har tidligere vundet EM-bronze og OL-sølv, og lørdag formiddag føjede Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo Kajakklub så den første VM-medalje til samlingen i 500 meter enerkajak, da hun ved VM i tjekkiske Racice roede sig til bronze.
VM-finalen blev en tæt affære med den regerende verdensmester Lisa Carrington hurtigst ude af starthullerne. Det lå også til et forsvar af VM-guldet, men på de sidste 100 meter kom hviderusseren Volha Khudzenka spurtende bagfra og blev en overraskende verdensmester foran Lisa Carrington og altså med Emma Aastrand Jørgensen på tredjepladsen.