Firerkajak overrasker stort med direkte VM-finale
I et verdensklassefelt havde mange nok forventet, at den danske firerkajak for damer skulle over en semifinale for at gøre sig håb om en VM-finale over den olympiske 500 meter ved mesterskaberne i Montemor-o- Velho.
Men pigerne ville det anderledes i det indledende heat lørdag eftermiddag. Her overraskede danskerne stort ved at ro sig direkte i finalen via en tredjeplads.
Faktisk var præstationen outstanding, for danskerne var til det sidste med til at ro om sejren i en tæt finish mod de regerende olympiske mestre og verdensmestre fra Ungarn og Ukraine, der sidste år tog femtepladsen ved VM.
I mål var danskerne blot et halvt sekund efter ungarerne og kun en bådspids efter Ukraine.
VM-finalen ros søndag klokken 14.17.