René Holten i fire VM-finaler
Den forsvarende verdensmester i 1.000 meter og 500 meter enerkajak, René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub, er klar til fire VM-finaler ved mesterskaberne i tjekkiske Racice.
Torsdag kvalificerede han sig til lørdagens finaler i 1.000 meter enerkajak og 500 meter toerkajak sammen med klubkammeraten Nils Boe, og fredag fulgte han op med to overbevisende løb i 500 meter enerkajak, hvor han både vandt indledende heat og semifinalen i overlegen stil.
I semifinalen forsøgte australske Billy Bain og tyske Marcus Groos at byde danskeren op til kamp på de første 250 meter, men begge blev afvist af verdensmesteren, der herefter trak fra til en føring med en bådlængde og den sikre sejr og finaleplads.
Mens Bain og Groos tabte pusten, kom slovakken Peter Gelle bagfra og tog andenpladsen. Groos kom dog videre til finalen med en tredjeplads, mens Bain på fjerdepladsen skal i B-finalen.
500 meter finalen afvikles søndag, hvor René Holten Poulsen også er direkte kvalificeret til VM-finalen i 5.000 meter enerkajak.
Fredag formiddag var OL-sølvvinder Emma Aastrand Jørgensen, der i morgen ror sin første VM-finale i 500 meter enerkajak, ude i indledende heat på 200 meter. Her blev hun treer i et tæt heat og er nu videre til semifinalerne lørdag eftermiddag. Fra indledende heat kom også Orion Pilo i 200 meter enerkajak og firerkajakkerne for både damer og herrer videre til lørdagens semifinaler.