Overlegen heatsejr til René Holten
Det var en René Holten Poulsen i kontrol fra start til slut, da den regerende verdensmester fra Maribo Kajakklub torsdag formiddag indledte sit forsvar af guldet fra Milano 2015 i 1.000 meter enerkajak ved mesterskaberne i Racice.
Allerede efter 250 meter førte han med næsten et sekund, og det forspring øgede Maribo-roeren løbet igennem, indtil han på de sidste meter gled stille i mål til en overlegen heatsejr foran belgiske Artuur Peters og franske Etienne Hubert.
De syv første både gik videre til eftermiddagens semifinaler.