Marginalerne var ikke med Danmark
Med en ottendeplads til herreholdet, en tiendeplads til U21 herrer og en 12. plads til dameholdet, måtte de tre danske kajakpolo-landshold tage til takke med sekundære placeringer ved VM på Sicilien, der sluttede søndag med finaler og placeringskampe for seniorerne.
Her havde de danske herrer chancen for at slutte på en femteplads og dermed kvalifikation til næste års World Games. Men marginalerne var ikke med danskerne, der tabte med 3-2 til Schweiz i en uhyre tæt kamp og dermed måtte ud i en kamp om syvendepladsen mod England.
Den kamp tabte en flok skuffede danskere med 6-3.
Trods de sekundære placeringer fik danskerne i flere kampe vist sig frem med kajakpolo på internationalt topniveau, så VM viste, at der kun er grund til tro på fremtiden og dygtige spillere at bygge videre på.
I alle tre rækker blev der fundet nye verdensmestre. Hos herrerne vandt værterne fra Italien VM-finalen over de forsvarende mestre fra Frankrig, og hos damerne måtte de forsvarende mestre fra Tyskland også nøjes med sølv. Her gik guldet til New Zealand, mens England tog guldet hjem hos U21 herrer med sejr over Tyskland.