Syvendeplads til Anne og Frederikke
Junior-toerkajakken med Anne Hauge Sørensen fra Køge Kajakklub og Frederikke Maretti fra Silkeborg Kajakklub roede sig fredag formiddag til en syvendeplads ved VM maraton i Pietermaritzburg i Sydafrika.
Kampen om mesterskabet blev afgjort allerede på første omgang, hvor et nyt ungarsk par, Emese Köhalmi og Olga Bakó, efter første vending trak fra i spidsen og hurtigt skabte et hul på næsten et minut til storfavoritterne og de regerende verdensmestre, Zsófia Korsós og Viktória Nagy, ligeledes fra Ungarn, englænderne Freya Peters og Emma Russell samt det italienske par, Teresa Isotta og Natalia Campana.
Danskerne sad længe med i en gruppe på fire og kampen om placeringerne 4-6, men måtte til sidst slippe og ro alene i mål på syvendepladsen.
Emese Köhalmi og Olga Bakó så sig aldrig tilbage efter rykket på første omgang og blev overraskende, men fortjente verdensmestre foran deres landsmænd og med englænderne på tredjepladsen.