Sportschef tror på danske topplaceringer
Når maratonlandsholdet i kajak fra torsdag til søndag skal forsvare de danske farver ved VM i Pietermaritzburg i Sydafrika, så tror Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, på topplaceringer.
– Hvis vores roere rent taktisk formår at læse løbene og komme med i de rigtige udbrud, så tror jeg på, at de kan blande sig i kampen om topplaceringer og måske også ro sig i medaljerne, siger han.
Hos juniorerne i U18 stiller Danmark med to toerkajakker, en for piger og en for drenge. I pigebåden sidder Anne Hauge Sørensen fra Køge og Frederikke Maretti fra Silkeborg, mens duoen i drengenes båd er Thorbjørn Rask fra Silkeborg og Nikolai Thomsen fra Marselisborg.
– Vores juniorer ville også gerne ro enerkajak, men maratontræner Karsten Solgaard og jeg har vurderet, at potentialet for en topplacering er størst ved kun at stille op i toerkajak. Her tror vi på, at begge mandskaber kan blande sig helt fremme, og især drengene, der tidligere på året vandt EM-sølv, siger Bo Vestergaard.
Medaljer kan der også komme hjem til Danmark i U23, hvor Emilie Rosenkilde fra Nybro-Furå, Mads Brandt Pedersen fra Silkeborg og Nicolai Mørcke fra Lyngby stiller op i løbene for enerkajakker.
– Frem til VM maraton har Mads og Nicolai haft fokus på sprintlandsholdet og var derfor ikke med til EM maraton. Begge er dog erfarne maratonroere. Sidste år vandt Mads både VM- og EM sølv, mens Emilie og Nicolai tog EM-bronze. I år fik Emilie en god start på maratonsæsonen med World Cup sølv, men til EM var hun uheldig at kæntre kort efter starten og måtte udgå. Det uheld tror jeg, at hun er opsat på at revanchere i Sydafrika, siger Bo Vestergaard.
De tre roere stiller også op i seniorklassen i toerkajakker, hvor Emilie Rosenkilde skal ro sammen med den firedobbelte verdensmester i toerkajak, Henriette Engel Hansen fra 361.
Henriette Engel Hansen stiller desuden op i enerkajak, hvor hun tidligere på året vandt World Cup guld.
– Henriette føler sig bedst hjemme i toerkajakken, men rammer hun dagen og det rigtige udbrud i enerkajakken, så ser jeg bestemt også gode muligheder for hende i det løb, siger Bo Vestergaard.
For yderligere oplysninger: Sportschef Bo Vestergaard – M: 2277 1691
De danske roere og løb i Sydafrika:
Torsdag
11.50 DU23 K1 – Emilie Rosenkilde, Nybro-Furå Kano og Kajak Klub
Fredag
09.00 DU18 K2 – Anne Hauge Sørensen, Køge Kajakklub/Frederikke Maretti. Silkeborg Kajakklub
11.50 HU18 K2 – Thorbjørn Rask, Silkeborg Kajakklub/Nikolai Thomsen, Marselisborg Kajak Club
14.45 HU23 K1 – Nicolai Mørcke, Lyngby Kanoklub, Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub
Lørdag
11.50 DS K1 – Henriette Engel Hansen, 361 Kano og Kajak Klub
Søndag
09.00 DS K2 – Henriette Engel Hansen, 361 Kano og Kajak Klub/ Emilie Rosenkilde, Nybro-Furå Kano og Kajak Klub
12.00 HS K2 – Nicolai Mørcke, Lyngby Kanoklub/Mads Brandt Pedersen, Silkeborg Kajakklub
Resultater: http://wmc2017.co.za/?page_id=
Live-stream: http://wmc2017.co.za/?page_id=