Målet er Rio for alle satsningsbåde
Det danske sprintlandshold i kajak får optimale forberedelser til VM i Milano, hvor OL-billetterne til Rio skal uddeles.
I skrivende stund er det danske sprintlandshold i kajak på træningslejr i Ungarn som den sidste forberedelse til sæsonens absolut vigtigste stævne, nemlig VM i Milano fra 19. til 23. august. I Milano skal billetterne til næste års OL i Rio uddeles, og optimismen er stor i den danske lejr.
– VM er det mesterskab, som hele sæsonen er lagt an på. Her skal vores roere toppe og ro sæsonens absolut bedste løb. Det bliver med garanti tæt, men vi har haft optimale forberedelser, så selv om forskellen på succes og fiasko vil være knivskarp, så er optimismen stor på holdet, og jeg tror på succes og en OL-billet til alle vores satsningsbåde, siger sportschef Bo Vestergaard.
Koncenteret træning og restitution
Hos pigerne er det både firerkajakken og toerkajakken. I toerkajakken sidder to af verdens bedste individuelle 500 meter roere, Emma Jørgensen fra Maribo og Henriette Engel Hansen fra 361. I firerkajakken bliver de suppleret af Amalie Thomsen fra Limfjorden og Ida Villumsen fra 361, begge med U-23 VM-bronze på deres CV. Med som reserve er Maja Rosenkrands Irgens fra Sorø. Hun ror 200 og 500 meter enerkajak.
– Efter World Cup København i slutningen af maj, hvor Emma og Henriette fik deres første World Cup medalje i toerkajak med bronze, er træningen blevet intensiveret. Først på elitecenteret i Bagsværd, og siden 26. juli på træningslejren i Ungarn. Både på Bagsværd og i Ungarn har der været fokus på at bygge videre på vores løbsstrategi og de elementer, der kan og skal forbedres i forhold til løbene under EM og de to World Cups i Duisburg og København. I Ungarn står den udelukkende på koncenteret træning og restitution, så alt er gjort for at få vores roere til at toppe på dagen, siger Bo Vestergaard.
René ror for medalje
For pigerne er målsætningen at komme i Top 6, der giver OL-kvalifikation. Målsætning om medalje knytter sig i stedet til drengene, hvor René Holten Poulsen fra Maribo under landstræner Zoltan Bakos ledelse har præsteret stabilt i toppen på den olympiske 1.000 meter de seneste to sæsoner. Kun tyske Max Hoff er for tiden stærkere end danskeren, men det håber Maribo-roeren at rette op på til VM, så han kan supplere sidste års VM-bronze fra Moskva med en historisk dansk guldmedalje.
– OL-kvalifikationen er selvfølgelig det vigtigste for René, men forventningen er en medalje, så må vi se, hvad karat det bliver, siger Bo Vestergaard.
René Holten Poulsen stiller også op i toerkajakken med klubkammeraten Nils Boe på 1.000 meter. Her er målsætningen at komme blandt de seks bedste, der kvalificerer sig til OL. Desuden vil han stille op på 500 meter for at forsvare sit verdensmesterskab fra Moskva samt på 5.000 meter, ingen af de to distancer er dog med på det olympiske program.
En tredje Maribo-roer, Orion Pilo, er efterudtaget til at ro 200 meter enerkajak. Målsætningen er en Top 15 placering.
Paraatleter ror også for Rio
Til VM skal paraatleterne også kæmpe om OL-billetter. Her har Danmark Jonas Mikael El Awsy og Kasper Søndergaard Thomsen fra Vallensbæk med. Målsætningen er en OL-plads, men gerne to.
Ved legene i Rio er det første gang, paracanoe er med på programmet for paralympics, og landstræner Christian Grau ser positivt på de to danskeres muligheder i Milano:
– Begge roere har gjort store fremskridt, og med henholdsvis en sjette- og en syvendeplads ved World Cup i maj er der basis for optimisme. Vi kender endnu ikke alle roerne fra de oversøiske kontinenter, men i europæisk sammenhæng ligger Jonas og Kasper godt med i Top 6. Begge har i samarbejde med Super Kraft Center Vallensbæks øvrige eliteroere trænet målrettet frem mod VM, for pararoerne konkurrerer udelukkende på 200 meter distancen.
Både Jonas og Kasper kommer fra DHIFs soldaterprojekt og har roet kajak siden februar 2014.
Program og fakta om de danske atleter
Dame K2 500 meter
(Top 6 giver kvalifikation til OL)
Henriette Engel Hansen
Født: 15. april 1982
Højde: 172 cm
Bopæl: Virum
Klub: 361 Kano- og Kajakklub
Job: Konsulent hos Danske Regioner, uddannet cand.polit (økonom) fra Københavns Universitet.
Bedste resultater: 4 verdensmesterskaber i toerkajak maraton, 1 verdensmesterskab i toerkajak sprint 1.000 meter (Sammen med Emma Aastrand Jørgensen).
Emma Aastrand Jørgensen
Født: 31. januar 1996
Højde: 168 cm
Bopæl: Bagsværd
Klub: Maribo Kajakklub
Job: Bygningsmaler (under uddannelse)
Bedste resultater: Firedobbelt junior verdensmester og firedobbelt junior europamester i 200 og 500 meter enerkajak. Junior europamester i 1.000 meter enerkajak og verdensmester senior i toerkajak 1.000 meter (Sammen med Henriette Engel Hansen).
Torsdag den 20. august 12.05 indledende heats 18.00 semifinaler
Lørdag den 22. august 11.32 A-finale
Dame K4 500 meter
(Top 6 giver kvalifikation til OL, Top 10 hvis fire kontinenter er med i top 10)
Henriette Engel Hansen
Emma Aastrand Jørgensen
Amalie Ringtved Thomsen
Født: 12. september 1994
Højde: 166 cm
Bopæl: København
Klub: Limfjorden Kajakklub
Job: Copenhagen pool og snooker house.
Bedste resultater: VM-bronze firerkajak 500 meter for U23.
Ida Villumsen
Født: 30. november 1994
Højde: 176 cm
Bopæl: Bagsværd
Klub: 361 Kano- og Kajakklub
Job: Studerende
Bedste resultater: VM-bronze firerkajak 500 meter for U23.
Fredag den 21. august 11.30 indledende heats
Lørdag den 22. august 16.10 semifinaler
Søndag den 23. august 11.05 A-finale
Dame K1 200 og 500 meter
(Maja er med som reserve for K4)
Maja Rosenkrands Irgens
Født: 18. august 1993
Højde: 177 cm
Bopæl: Lyngby
Klub: Sorø Kajakklub
Job: Studerende
Bedste resultater: VM-bronze firerkajak 500 meter for U23.
500 meter
Torsdag den 20. august 8.42 indledende heats 15.36 semifinaler
Lørdag den 22. august 10.32 A-finale (B-finale 8.50, C-finale 8.44)
200 meter
Fredag den 21. august 8.30 indledende heats
Lørdag den 22. august 14.00 semifinaler
Søndag den 23. august 10.10 A-finale (B-finale 8.30, C-finale 8.25)
Herre K1 1.000, 500 og 5.000 meter
(Top 7/8 på 1.000 meter giver kvalifikation til OL, en plads er på forhånd tildelt værtsnationen)
René Holten Poulsen
Født: 28. november 1988
Højde: 182 cm
Bopæl: Bagsværd
Klub: Maribo Kajakklub
Job: Tømrer
Bedste resultater: Verdens- og europamester i 500 meter enerkajak. Europamester i 1.000 meter enerkajak, VM-bronze 1.000 meter enerkajak. OL-sølv i toerkajak 1.000 meter (Beijing 2008 sammen med Kim Wraae). Europamester i 1.000 meter toerkajak (sammen med Kasper Bleibach).
1000 meter
Torsdag den 20. august 9.40 indledende heats 16.15 semifinaler
Lørdag 22. august 10.52 A-finale
500 meter
Fredag den 21. august 12.12 indledende heats 16.29 semifinaler
Søndag den 23. august 11.24 A-finale
5000 meter
Søndag den 23. august 15.40 A-finale
Herre K2 1.000 meter
(Top 6 giver kvalifikation til OL)
René Holten Poulsen
Nils Boe
Født: 13. juni 1989
Højde: 187 cm
Bopæl: Bagsværd
Klub: Maribo Kajakklub
Job: Studerende
Bedste resultater: Fjerdeplads ved EM toerkajak 1.000 meter (Sammen med René Holten Poulsen).
Torsdag den 20. august 12.49 indledende heats 18.32 semifinaler
Lørdag 22. august 11.53 A-finale
Herre K1 200 meter
(Målsætning er Top 15)
Orion Pilo
Født: 6. august 1992
Højde: 178 cm
Bopæl: Bagsværd
Klub: Maribo Kajakklub
Job: Elektriker
Bedste resultater: Europamester i 500 meter enerkajak for U23.
Fredag den 21. august 09.00 indledende heats
Lørdag den 22. august 14.20 semifinaler
Søndag den 23. august 10.05 A-finale (B-finale 8.40, C-finale 8.35)
Paracanoelandsholdet
Kasper Søndergaard Thomsen
Født: 25. november 1988
Klub: Vallensbæk Kano og Kajak Club
Bopæl: København
Job: Studerende
Jonas Mikael El Awsy
Født: 28. marts 1980
Klub: Vallensbæk Kano og Kajak Club
Bopæl: København
Job: Studerende
Begge ror LTA 200 meter og Top 6 giver med al sandsynlighed kvalifikation til OL.
Onsdag den 19. august 10.45 indledende heats 15.45 semifinaler
Fredag den 21. august 15.00 A-finale
Læs mere om VM her: www.milanworldcanoesprint.com